
Komponeret af:
John Williams
Dirigeret af:
John Williams
Udgivet:
1977/1998
Label:
Arista - 07822-19004-2
Anmeldt:
14/07/2004
| |
Close Encounters of the Third Kind
The Collector's Edition Soundtrack
Filmen
Close Encounters of the Third Kind, på dansk Nærkontakt af Tredje Grad, fra 1977 er én af Steven Spielbergs bedste film, og både uhyggelig, tragisk, spændende og - i sidste ende - smuk. Richard Dreyfuss har hovedrollen som elektrikeren Roy Neary, der oplever en "nærkontakt" og som sammen med en lille gruppe andre "troende" opsøger det sted, de hver især har set i drømme eller visioner, og som skal vise sig at være det første rigtige mødested mellem menneskeracen og rummændene. Close Encounters er på mange måder arketypisk Spielberg: filmen er underholdende til sidste sekund, og den har til fulde den naive Spielbergske tro på, at alt nok skal ende godt. Således også i Close Encounters, der i øvrigt har dannet forbillede hvad angår kæmpestore rumskibe, der viser sig i filmens klimaks, og er i øvrigt et mere eller mindre direkte forlæg for James Camerons The Abyss. Under alle omstændigheder er Close Encounters en fremragende film, der tåler mange gensyn.
Scoret
Scoret til Close Encounters of the Third Kind er komponeret af John Williams, hvis tredje samarbejde med Steven Spielberg det var (de to første var hhv. Sugarland Express og Jaws), og bemærkelsesværdigt er det, at musikken er komponeret i samme år som Williams komponerede musikken til den første Star Wars-film.
De to scores tåler ingen sammenligning. Som Williams selv kommenterer i interviewet, der findes i den lille booklet i denne udgivelse, så er Star Wars-scoret meget jordbundent og klassisk orienteret, med mange temaer og traditionelle orkestreringer (på trods af filmens skueplads og mange fremmede rumvæsner). Derimod er Close Encounters of the Third Kind meget mere abstrakt, overvejende utematisk og med anderledes orkestreringer (selv om filmens setting er langt mere almindelig end i Star Wars). Af samme grund er Close Encounters of the Third Kind et svært score at anmelde.
Musikken er næsten fuldstændig utematisk. Der er et harmonisk motiv for de fremmede, som går igen nogle gange, men som aldrig bliver fuldt udviklet til et egentlig tema, og så er der et militaristisk motiv, der repræsenterer regeringens "cover-up" af hele affæren. Men på nær disse to motiver (og "When You Wish Upon A Star", der optræder i end credits-sekvensen) er scoret utematisk.
Musikken bevæger sig på albummet igennem tre "hovedfaser": indledningvist er musikken primært en blanding af suspense og horror, formidlet ved overvejende disharmoniske kompositioner. Det er den indledende fase af filmen, hvor man ikke rigtig ved, om rumvæserne er onde eller ej, og hvor deres optræden i filmen faktisk er temmelig skræmmende. Kun i de helt indledende numre, "Navy Planes" (nr. 2) og "Lost Squadron" (nr. 3) er der egentlig mere tale om en blanding af suspense og ærefrygt over, hvad rumvæsnerne egentlig er i stand til - men i disse sekvenser følger vi også videnskabsmændene. I de sekvenser af filmen, hvor vi følger de civile hovedpersoner antyder musikken snarere frygt. Der dog enkelte musikalske antydninger af harmoni, der understreger skønheden i fænomenet, og som også er det Richard Dreyfuss' karakter Roy Neary fascineres af, f.eks. i nr. 5, "Encounter at Crescendo Summit" og nr. 7, "False Alarm". Disse øjeblikke står dog ikke stærkt sammenlignet med horror-materialet, bedst eksemplificeret med det mere end 6 minutter lange "Barrys Kidnapping" (nr. 8), der er et decideret horror-nummer, og et godt et af slagsen! I adskillige af horror-numrene, bl.a. dette, anvender Williams kor, og især det dybtliggende mandskor skabende en uhyggelig baggrundsbas som han lagrer resten af orkestret over, men som også af og til får lov at stå alene, hvilket skaber en krybende overjordisk effekt.
Efter "Barrys Kidnapping" går scoret ind i sin anden hovedfase, hvor musikken er mere suspense- og action-præget og hvor der er mere harmonisk musik i takt med at hovedpersonerne indser at rumvæsnerne forsøger at kommunikere med dem. Numre som "Forming the Mountain" (nr. 11) og "TV Reveals" (nr. 12) er overvejende harmoniske mens numre som "The Cover-Up" (9) og "Roy and Gillian on the Road" (nr. 13) er mere suspense- og action-prægede.
Fra og med "Climbing the Mountain" (nr. 19) går scoret ind i sin tredje hovedfase, hvor der gradvist kommer mere horror-præg over musikken igen i takt med at filmen nærmer sig sit klimaks. Da rumvæsnerne for alvor begynder at vise sig bliver musikken decideret skræmmende igen, i numre som "Lightshow" (nr. 21) og "Barnstorming" (nr. 22). Dette holder sig indtil slutningen af "The Mothership" (nr. 23), hvorefter følger "Wild Signals", musikken hvor menneskene og rumvæsnerne kommunikerer med hinanden ved hjælp af musik. Selv om Williams på dette tidspunkt i scoret allerede har brugt det berømte 5-tone motiv, så er det i dette nummer at det for alvor høres. "Wild Signals" er det mest outrerede nummer på albummet, både kvad angår komposition og orkestreringer, og på den måde er adskiller det sig kraftigt fra resten af musikken. Ironisk nok er det imidlertid 5-tone motivet, som folk husker fra filmen, og som er blevet berømt igennem tiden (så berømt, faktisk, at det blev anvendt i en in-joke i Bond-filmen Moonraker to år senere), og i de to interviews i den lille booklet fortæller både Spielberg og Williams om, hvordan de sammen gennemgik hundrevis af kombinationer af 5 toner før de besluttede sig for, at det skulle være netop denne.
Efter "Wild Signals" bevæger albummet sig tilbage i horror-genren med "The Returnees" (nr. 25), der ganske vist bliver harmonisk da det går op for hovedpersonerne at det er mennesker der kommer ud af moderskibet. Men med "The Visitors" (første del af det sidste, lange nummer på albummet) er stemningen igen frygtsom. Først da det går op for menneskene at rumvæsnerne virkelig er fredelige, bliver musikken harmonisk.
Det er da også i dette sidste lange nummer, "The Visitors/Bye/End Titles", at Williams ganske liberalt anvender "When You Wish Upon A Star" ("Når Du Ser Et Stjerneskud") og hele nummeret er uden tvivl albummets kraftpræstation og klassisk Williams. Efter mere end en times suspense- og horrormusik kommer den lange harmoniske slutning som en velsignelse, der også for alvor sætter resten af albummet i relief.
Ovenstående grove gennemgang kan på ingen måde yde Williams' score fuld ære. Close Encounters er et kompliceret score - både hvad angår komposition og orkestrering - som man skal nærlytte for at få det fulde udbytte af. Det er på ingen måde et score, der egner sig til baggrundslytning (på nær måske det sidste, fantastiske nummer), dertil er musikken for kompliceret, og mange ville hurtigt fristes til at klassificere det som trivielt underscore. Det er imidlertid langt fra sandheden. Utematisk underscore er det meste af det, ja, men trivielt er det langt fra. Selv suspense- og horror-delene (der udgør langt størstedelen af scoret) er utroligt varierede og meget atmosfæriske, og byder på nogle særdeles oplagte præstationer fra orkestret (især strygersektionen, hvor et nummer som "Roy's First Encounter", nr. 4, kan nævnes som et eksempel). Imidlertid er det ikke nødvendigvis et score, der vil appellere til fans af Williams mere tilgængelige og tematisk orienterede musik. Dertil er det nok en tand for krævende og hårdt at lytte til.
Spørgsmålet er derfor også, om Close Encounters er et score man nogensinde virkelig kommer til at holde af. Det er til gengæld umuligt ikke at beundre musikken, der ikke alene passer perfekt til filmen, men som også viser Williams fra en helt anden side end Star Wars fra samme år - og i øvrigt fra en side, som man har hørt meget lidt af siden. For ægte Williams-fans er Close Encounters et must-have i samlingen, for andre er det nok et score man skal lytte til inden man beslutter sig om man vil købe det eller ej.
Denne udgave af scoret er Arista Records' Collector's Edition Soundtrack, udgivet i 1998, hvor scoret blev digitalt remastered efter de gamle masterbånd, og hvor der er over 30 minutters musik, der ikke tidligere har været udgivet - både i form af numre, der er blevet forlænget i forhånd til de to tidligere udgaver af scoret, men også i form af helt nye numre, der aldrig har været udgivet før. Med næsten 78 minutters spilletid og 26 numre er dette således en særdeles gavmild præsentation af scoret.
Nummerliste:
- Opening: Let There Be Light (0:46)
- Navy Planes* (2:07)
- Lost Squadron* (2:23)
- Roy's First Encounter* (2:42)
- Encounter at Crescendo Summit*# (1:21)
- Chasing UFOs** (1:18)
- False Alarm* (1:42)
- Barry's Kidnapping** (6:20)
- The Cover-Up* (2:26)
- Stars and Trucks** (0:44)
- Forming the Mountain* (1:50)
- TV Reveals* (1:50)
- Roy and Gillian on the Road (1:10)
- The Mountain** (3:32)
- "Who Are You People?"* (1:35)
- The Escape* (2:18)
- The Escape (Alternate Cue)*# (2:40)
- Trucking**# (2:02)
- Climbing the Mountain** (2:32)
- Outstretch Hands* (2:48)
- Lightshow* (3:43)
- Barnstorming** (4:26)
- The Mothership** (4:34)
- Wild Signals** (4:12)
- The Returnees** (3:46)
- The Visitors€/"Bye"/End Titles: The Special Edition**# (12:32)
Total spilletid: 77:21
* = Ikke tidligere udgivet
** = Indeholder musik, der ikke tidligere har været udgivet
# = Ikke brugt i filmen
€ = Indeholder "When You Wish Upon A Star" af Leigh Harline
Noter:
I CD'en er der en lille booklet med et kort interview med Steven Spielberg og et længere interview med John Williams.
Detaljer:
Music Composed and Conducted by John Williams
Album Produced by John Williams
Supervising Music Editor: Ken Wannberg
Music Supervisor: Richard Berres
Music Coordinator: Brendan Cahill
Recorded by John Neal at Warner Brothers Scoring Stage I, Burbank
Warner Brothers Scoring Crew: Jerry Crawford, John Janios and Jay Selvester
Collector's Edition Engineered and Produced by Shawn Murphy
Collector's Edition Executive Producer: Laurent Bouzereau
|
|
NAVIGERING
Forside
Anmeldelser
Komponister
Instrumenter
Features
Nyheder
FAQ
Om sitet
Links
ANDRE MENINGER OM SCORET
"What we have here, in this expanded version of the soundtrack, is nothing else but a masterpiece which has become even more convincing. Williams stylistic approach - the mix of experimental, atonal music and passionately romantic, broadly orchestrated themes - makes the listening experience varied and completely spellbinding. " ***** (Mikael Carlsson, Music from the Movies)
"This is possibly the most complex of the Spielberg-Williams films and scores because of all the elements involved and the fact that they are so disparate in nature, the magical, the impressive, the scary, the sinister, there is just such a variety of things going on that makes the score even more impressive than you might have imagined. Of course, not everyone will appreciate it in quite the same way as Raiders of the Lost Ark or one of Williams' other action scores, but it is absolutely worth checking out and worth persevering with. The liner notes are interesting and appear to feature a brand new interview with the maestro discussing some of his musical choices and makes for insightful reading. A CD that deserves a space on anyone's shelf." ***** (Tom Daish, Soundtrack Express)
|