 Komponeret af: Patrick Doyle Dirigeret af: James Shearman Orkestrering: Patrick Doyle, James Shearman & Lawrence Ashmore Fremført af: The London Symphony Orchestra Udgivet: 2005 Label: Warner Sunset - 9362-49631-2 Anmeldt: 28/01/2006 Lydklip: 3. The Quidditch World Cup (0:30) 10. Golden Egg (0:30) 12. Harry in Winter (0:30) 18. Voldemort (0:36) |
Filmen Historien om Harry Potter fortsatte i biograferne i november 2005 med Harry Potter and the Goblet of Fire, den fjerde film i serien, og den hidtil dystreste. For det første fordi Voldemort for alvor begynder at røre på sig, og faktisk genopstår i filmens slutning, og for det andet fordi nogen på Hogwarts stræber Harry efter livet. Vedkommende har tilmeldt Harry den prestigefyldte, men farlige Tri Wizard Tournament, der afholdes på Hogwarts det år, og som involverer gæster fra to andre troldmandsskoler. Den visuelt mere dystre stil, som instruktøren Alfonso Cuarón lancerede med Harry Potter and the Prisoner of Azkaban holdes i den fjerde film, der som den første er instrueret af en englænder, nemlig Mike Newell - manden bag bl.a. Four Weddings and a Funeral (1994) og Donnie Brasco (1997). Visuelt har Harry Potter-universet aldrig set flottere ud, men for at koge bogens cirka 700 sider ned til en fornuftig længde er mange sjove elementer fra bogen skåret ud, og filmen fokuserer kraftigt på de dystre begivenheder. Dog er børnenes spirende kærlighedsliv bibevaret, hvilket giver anledning til filmens eneste ægte comic relief-sekvenser og tilmed nogle meget minderværdige scener. Alt i alt er Harry Potter and the Goblet of Fire endnu et underholdende kapitel i serien, og man kan næsten ikke vente til den femte film får premiere i 2007. Scoret Musikalsk set markerer Harry Potter and the Goblet of Fire et væsentligt nybrud for serien. Da John Williams, der havde komponeret musikken til de første tre film, henimod slutningen af 2005 var travlt optaget med at komponere musik til både Rob Marshalls Memoirs of a Geisha og Spielbergs Munich, valgte han at nedlægge taktstokken i Potter-sammenhæng. Producenternes valg faldt i stedet på den engelske komponist Patrick Doyle, sandsynligvis fordi instruktøren af Goblet of Fire, Mike Newell, tidligere har arbejdet sammen med Doyle. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Doyles score er et stykke fremragende arbejde, omend man i høj grad savner musikalsk kontinuitet fra de tre Williams-scores. Doyle anvender kun ét af Williams' tidligere etablerede temaer, "Hedwig's Theme", og det endda kun to-tre gange. På trods af dette, som er den væsentligste anke man kan rette mod Doyles musik, så er scoret dog en absolut værdig arvtager til Williams' tre tidligere. Og selv om Doyle kun anvender ét Williams-tema, så må det ikke forstås således, at der mangler temaer på scoret - tværtimod er Harry Potter and the Goblet of Fire et særdeles tematisk stærkt score. Efter den dystre og stedvist voldsomme main titles-sekvens, "The Story Continues" (nr. 1) etablerer Doyle straks et tema for Voldemort - noget Williams faktisk også havde gjort tidligere, men da Voldemort spiller en langt større rolle i Goblet of Fire end i nogen af de tre tidligere film, valgte Doyle altså at etablere et nyt tema for seriens hovedskurk. Og det er han sluppet udmærket fra. Voldemorts tema, som første gang høres lige i begyndelsen af "Frank Dies" (nr. 2), og som i øvrigt går igen mange steder i løbet af scoret er et simpelt tema, næsten ikke mere end et motiv, på 6 toner. I løbet af scoret anvender Doyle temaet på mange forskellige måder: fra snigende og skummelt som i "Frank Dies" og til stort og voldsomt som i scorets længste cue, det højdramatiske "Voldemort" (nr. 18). Endvidere etablerer Doyle et tema for Harry, der også høres adskillige gange. Men ud over at væve det ind i den øvrige underscore (bl.a. i en heroisk version i "Golden Egg", nr. 10), har Doyle også givet det sit helt eget nummer, det helt igennem vidunderlige "Harry in Winter", der et et af de smukkeste og mest romantiske stykker filmmusik undertegnede kan mindes at have hørt i mange år. Alene for dette ene nummer er scoret faktisk alle pengene værd! Som titlen antyder er der en let vinteragtig stemning over nummeret, der er komponeret primært for strygerne. Ud over disse to centrale temaer, er der en række andre mindre motiver, som Doyle anvender. Af disse må især fremhæves det voldsomme og slagtøjs-tunge motiv for Durmstrang - én af de rivaliserende troldmandsskoler, der kommer til Hogwarts for at deltage i The Tri Wizard Tournament. Temaet, der ud over tunge strygere, aggressive udbrud af blæserne og masser af slagtøj også byder på kraftudbrud af et tungt mandskor, høres i filmen første gang i relation til det bulgarske Quidditch-hold i anden halvdel af "The Quidditch World Cup" (nr. 3). Det er ærgeligt, at temaet kun høres så kort på albummet. Der er også et lille, let og humoristisk tema for den irriterende journalist Rita Skeeter i nummeret med samme navn (nr. 7), og i "Underwater Secrets" (nr. 14) byder Doyle endda på et lille tango-tema! Anden halvdel af det samme cue byder på noget æterisk korsang med en (indrømmet) noget banal tekst; selve sangen er dog virkelig smuk, så man glemmer snart teksten. Desuden er der to valse - både "Neville's Waltz" (nr. 11) og "Potter Waltz" (nr. 13) er ren nydelse, selv om det stilmæssigt tydeligvis er Doyle, der leger Strauss. "Hogwarts' March" er dog en anelse for meget; en meget engelsk march, der i sine fraseringer hist og her minder mig om hovedtemaet fra TV-serien Yes, Minister. Ikke at temaet som sådan ligner Yes, Minister, men hele stemningen er meget humoristisk og let, hvilket måske ikke er så passende. Marchen skulle i øvrigt minde en del om hovedtemaet fra Wallace and Gromit, men da jeg ikke kender musikken fra Wallace and Gromit kan jeg ikke sige, om det er tilfældet. Endelig byder scoret på en række kraftpræstationer af nogle action- og suspense-cues, der af og til næsten tangerer gyser-musik. "Golden Egg" (nr. 10) er et imponerende action-nummer, og både "The Black Lake" (nr. 15) og "The Maze" (nr. 17) byder på mere veloplagt action- og suspense-musik. Men scorets virkelige 'centrepiece' er det over ni-en-halv minut lange "Voldemort", der dog primært består af atmosfærisk underscore, der rangerer fra suspense til horror og som både byder på temaerne for Voldemort og Harry. Doyles score er på næsten alle måder et stort score. Lyden er massiv, hvilket man kan forsikre sig om allerede i det første nummer, og Doyle anvender masser af slagtøj igennem scoret, hvilket giver musikken en ekstra, til tider nærmest brutal, gennemslagskraft. Når Harry Potter and the Goblet of Fire, på trods af alle dets fortræffeligheder, alligevel ikke helt lykkes som et Harry Potter-score, så er det udelukkende fordi man savner Williams' temaer. Selv mine ikke-filmmusikinteresserede venner bemærkede det efter at vi havde set filmen i biografen. Selv om Doyle kortvarigt anvender "Hedwig's Theme" nogle få gange, så er det ikke nok til at skabe den kontinuitet i musikken, som måske kunne have gjort Harry Potter and the Goblet of Fire til det bedste Potter-score hidtil. Man forstår naturligvis godt, at Doyle har ønsket at være "sig selv" igennem musikken, men det havde ikke skadet hverken musikken eller Doyles integritet som komponist, om han havde citeret nogle flere af Williams' temaer eller blot anvendt "Hedwig's Theme" lidt oftere. Den mere brutale lyd, som Doyle introducerer til Potter-serien har også den bivirkning, at scoret i høj grad mangler den"magiske" lyd, som alle Williams' scores besad. Selv om Doyle stedvist er tæt på at formidle den samme stemning (ironisk nok især hvor han anvender "Hedwig's Theme"), så er den overordnede stemning i musikken meget intens. Det passer naturligvis meget godt på hovedparten af den fysiske handling i historien, men den bagvedliggende fornemmelse for magien på Hogwarts, som netop kunne formidles igennem musikken, mangler desværre i høj grad. Den endelige dom over Harry Potter and the Goblet of Fire må derfor være, at det er et absolut glimrende film-score, der blot føles for lidt som et Harry Potter-score. Det er filmmusik af uhyre høj kvalitet, tag ikke fejl af det, men det er meget tydeligt at en ny komponist er kommet til. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det er anderledes. Og efter at have vænnet sig til de temaer, Williams etablerede, kommer det nok for mange til at tage noget tid at vænne sig til de nye boller på suppen. Hvis Williams også fravælger de næste Potter-film må man til gengæld håbe, at producenterne holder fast i Doyle som komponist: han har tydeligvis både evnerne og lysten til at kaste sig over universet. Og med Harry Potter and the Goblet of Fire har Doyle, uanset hvordan man vender og drejer det, komponeret et meget, meget imponerende score. De tre rock-numre der ligger efter Doyles score, og som er source-tracks fra filmen, er mere eller mindre ligegyldige. Når de ligger som de gør, kan man bare slukke for albummet efter at have hørt scoret, men hvis man er til engelsk rock, er numrene da også til at holde ud at høre på. Især det sidste af dem, "Magic Works" er ganske godt. Numrene er fremført af en til lejligheden sammensat gruppe (der i filmen udgør The Weird Sisters), bestående af Jarvis Cocker og Steve Mackey fra Pulp, Jonny Greenwood og Phil Selway fra Radiohead og Steve Claydon og Jason Buckle fra Relaxed Muscle. Nummerliste:
Total spilletid: 65:57 Noter: I CD'ens sleeve er en kommentar fra instruktøren Mike Newell, stills fra filmen og tekniske credits. Detaljer: Score Music written by Patrick Doyle "Hedwig's Theme" featured in tracks 1 & 5 written by John Williams Conducted by Jonas Shearman Orchestrated by Patrick Doyle, Jonas Shearman and Lawrence Ashmore Music Performed by The London Symphony Orchestra Track 14 Solo Vocal by Abigail Doyle Synth Programmer: Youki Yamamoto and James McWilliam Synth and Keyboard Programmer: Brian Gascoigne Produced by Patrick Doyle and Maggie Rodford English-language abstract:
|
NAVIGERING
 Forside
Anmeldelser
Komponister
Instrumenter
Features
Nyheder
FAQ
Om sitet
Links
ANDRE MENINGER OM SCORET
"I ... wholeheartedly and unreservedly declare Harry Potter and the Goblet of Fire to be one of the finest scores of Patrick Doyle’s career, and easily one of the best scores to be released in 2005. A few naysayers thought that Doyle would be unable to recreate the sense of fantasy and magic Williams brought to the previous Harry Potter films, and that nothing in his previous filmography gave any indication of the level of composing talent needed to accomplish this. I can emphatically confirm that he does indeed have the talent, and that in many ways his score surpasses the quality of Williams’ previous works, considering the musical shoes he had to fill. Anything less than an Oscar nomination would be an absolute travesty. And I just pray that Doyle’s services are retained for Harry Potter and the Order of the Phoenix in 2007.
"***** (Jonathan Broxton, Movie Music UK) "When you take into account the honest fact that Williams' themes are simply more vibrant and memorable than Doyle's (despite their own superior characteristics), Goblet of Fire is likely to be a bittersweet score for many Potter and Williams listeners. Thus, in the end, Doyle's music for the film is awkwardly missing the context necessary at this point in the series, and even his own material here is badly edited and undermixed in sections of the film. But on album, divorced from all the visual reminders of the previous Potter films, Doyle's score is among the very best of 2005. You have to decide, for your own enjoyment, how strongly you identify the Potter franchise with Williams' themes, and this will likely be the determining factor in your evaluation of Patrick Doyle's new direction. " **** (Christian Clemmensen, Filmtracks) |