 Komponeret af: John Williams Dirigeret af: John Williams Orkestrering: Ukendt Fremført af: The London Symphony Orchestra & London Voices Udgivet: 2005 Label: Sony Classical - SK 94220 Anmeldt: 16/05/2005 Lydklip: 1. Star Wars and The Revenge of the Sith (0:30) 3. Battle of the Heroes (0:45) 4. Anakin's Betrayal (0:30) 10. Anakin's Dark Deeds (0:40) 11. Enter Lord Vader (0:40) |
Filmen Så er det slut! Star Wars-sagaen, der begyndte i 1977, har nået sin afslutning - i hvert fald hvad angår film på det store lærred. Star Wars Episode III: Revenge of the Sith var den film alle Star Wars-fans har ventet på, og den af de tre prequels, der besvarer mange af de spørgsmål som fans har stillet lige siden den første film kom ud. Her får vi endelig svaret på, hvordan Anakin Skywalker bliver til Darth Vader og hvordan Imperiet opstod. Lad det være sagt med det samme: Sith er den klart bedste af de tre prequel-film. Den har et langt bedre plot og et langt bedre flow end de to tidligere film: der er ikke noget i Sith, der føles overflødigt. Faktisk føles den med sin spilletid på rundt regnet 2 timer og 20 minutter hist og her en anelse kort! Samtidig er det den, af de tre prequel-film, der føles mest som en Star Wars-film, hvilket kan synes paradoksalt når man tager den dystre handling i betragtning. Som nævnt nedenfor går dette feel dog ikke igen i musikken, der om noget er det mindst Star Wars-agtige score i hele serien.. Sith begynder med et brag, og fortsætter i et hektisk tempo næsten hele vejen igennem; ganske som alle filmene i den oprindelige trilogi. Tale-scenerne er holdt på et minimum, og skuespillet er langt bedre end i nogen af de to andre prequels. Dermed ikke være sagt, at skuespillet er decideret godt, men hvornår har en Star Wars-film nogensinde handlet om skuespillet? Nej, vel! Manuskriptet er det bedste af de tre, både hvad angår handling og dialog, og generelt føles det bare som om, at det i virkeligheden er denne historie Lucas altid gerne har villet fortælle - og at de to foregående film i virkeligheden har været fyld. Og sådan forholder det sig jo i virkeligheden også. Det er præcis handlingen i Sith, Lucas gerne ville frem til: man kan tydeligt mærke, at Lucas har været betydeligt mere oplagt i forbindelse med Sith end med de to andre prequel-film (ja faktisk har han ikke bare været oplagt, men rigtig rigtig veloplagt), og det giver bonus i den anden ende! Faktisk så meget bonus, at man godt kan mene, at Lucas kunne have sprunget de to tidligere film over og bare lavet Sith. Med nogle relativt enkle greb kunne han have forklaret hvad der var hændt hidtil, og dermed også undgået mange kontinuitets-problemer. Men sådan skulle det altså ikke være. Lucas har sikkert følt, at det var nødvendigt at lave den trilogi, som han lovede sine fans helt tilbage i slutningen af 1970'erne. Star Wars Episode III: Revenge of the Sith kommer til at fremstå som Lucas' finest hour i forbindelse med prequel-trilogien, og på baggrund af det Lucas leverer i Sith burde selv de argeste kritikere af The Phantom Menace og Attack of the Clones tilgive de to film. Jeg var i hvert fald helt fantastisk underholdt i samfulde 2 timer og 20 minutter, og var endnu gang suget hundrede procent ind i universet. Tak Mr Lucas for endelig at leve op til det, vi allesammen hele tiden har vidst du er i stand til! Scoret Ringen er sluttet. Den 2. maj udkom musikken til den sidste Star Wars-film nogensinde. Og lad det være sagt med det samme: Revenge of the Sith er det bedste af de tre prequel-scores, men samtidig det mindst Star Wars-agtige af dem. Der er mange kommentarer at knytte til John Williams' sidste Star Wars-score nogenside, så lad mig begynde med de ting, der kan undre en hel del, nemlig manglen på nogle af de temaer man skulle mene var oplagte for Williams at bruge på scoret. Selvom naturligvis en del af de velkendte temaer dukker op på scoret - først og fremmest "The Force Theme" - så er der mange temaer, der enten glimrer ved deres fravær eller anvendes meget mindre end man kunne have forventet. Eksempelvis kunne man have forventet at "Darth Vader's Theme" ("The Imperial March") ville figurere meget mere prominent på scoret end det gør. Temaet dukker skam op, men i betragtning af, at Revenge of the Sith handler om Darth Vader så høres det langt mindre end jeg havde regnet med. Temaet høres et par steder, mest fremtrædende i "Anakin vs. Obi-Wan" (nr. 9), hvor Williams' tager den version af temaet han komponerede til "The Clash of Lightsabers" fra The Empire Strikes Back, duplikerer det perfekt og udvider en smule på det. Men i et cue som "Enter Lord Vader" (nr. 11) høres temaet kun en enkelt gang. Et andet tema, der også kun optræder flygtigt er "The Emperor's Theme", der kun høres én eneste gang på hele scoret, også i "Enter Lord Vader". Det cue man kunne have forventet at temaet ville figurere mest prominent i, "Palpatine's Teachings" (nr. 6), indeholder slet ikke temaet overhovedet! Også "Duel of the Fates" og "Anakin's Theme" (fra The Phantom Menace) mangler helt - det gjorde sidstnævnte sådan set også på Attack of the Clones, men taget i betragtning at de afsluttende strofer af "Anakin's Theme" kommer fra "Darth Vader's Theme" kunne man have forventet at Williams ville udnytte det og lade Anakins Tema udvikle sig helt til Vaders Tema for at skabe den form for musikalsk og følesesmæssig kongruitet der i så høj grad præger musikken fra de oprindelige Star Wars-film. Men denne kongruitet har i høj grad manglet på de nye scores, og som nævnt i anmeldelsen af Attack of the Clones kan de nye scores næppe siges at være baseret på den samme leitmotif-teknik som musikken til de gamle film. Årsagen til det gisnede jeg om i anmeldelsen af Attack of the Clones og det skal ikke gentages her, men det er ærgeligt. I det cue, der efter titlen at dømme dækker fødslen af Luke og Leia, kunne man desuden have forventet at Williams ville inkorporere "Luke and Leia"-temaet fra Return of the Jedi, men det optræder heller ikke. I stedet høres "Leia's Theme" og "Luke's Theme" (der også er Star Wars-hovedtemaet) separat i "A New Hope" (nr. 15), der ligger umiddelbart før filmens lange End Credits-sekvens, der også giver anledning til en del undren. End Credits-musikken består nemlig, udover naturligvis hovedtemaet der indleder alle filmenes End Credits-sekvenser, for en stor dels vedkommende af "Throne Room"-musikken fra A New Hope, hvilket er en lidt underlig triumferende måde at afslutte musikken til Revenge of the Sith på. I Revenge of the Sith triumferer ondskaben jo, og det er måske lige hurtigt nok allerede i End Credits-musikken at lade sejrs-musikken fra A New Hope dukke op - det underminerer i hvert fald scorets generelt dystre virkning. En ting man naturligvis skal huske på er, at nogle af de temaer jeg lige har beklaget manglen på, sagtens kan optræde i filmen uden at være kommet med på album-udgivelsen. Men idet albummet synes at dække de vigtigste sekvenser i filmen, skulle det undre hvis disse temaer dukker op i nøglesekvenserne. Den tilsyneladende mangel på "Vader's Theme" er for mig helt uforståelig, og det samme er manglen på "The Emperor's Theme". Det tema, der optræder flest gange er uden tvivl "The Force Theme", der høres mange gange på scoret i mange forskellige udgaver: militærisk, afdæmpet, tragisk, dramatisk. Desuden høres også kærlighedstemaet "Across the Stars" (fra Attack of the Clones) nogle få gange, primært i en vidunderlig udgave i "Anakin's Dream" (nr. 2). Overraskende nok dukker Qui-Gons begravelsesmusik fra The Phantom Menace op i "The Birth of the Twins and Padmé's Destiny" (nr. 14), men ellers er der som sagt mange temaer der, i det mindste på albummet, synes underligt fraværende. Men hvad har vi så på albummet? Jo, først og fremmest har vi noget af det mest følelsesmæssigt alvorlige og dystre musik, der nogensinde er komponeret til en Star Wars-film. Williams har tydeligvis taget materialet lige så alvorligt som Lucas lader til, og kodeordet når man skal anmelde Revenge of the Sith må være "mørk". Der er ikke meget håb eller lys i musikken, ud over nogle få spredte øjeblikke rundt omkring på albummet, samt den ovennævnte besynderlige opdukken af "Throne Room"-musikken på End Credits-nummeret. Efter Star Wars-hovedtemaet, der naturligvis åbner filmen, går musikken på albummet direkte og meget brat over i et dundrende og flot militærisk action-nummer. I øvrigt blev der ikke indspillet en separat version af hovedtemaet til Revenge of the Sith - den eneste gang dette ikke er sket - og det kan være forklaringen på, at overgangen fra hovedtemaet og til det første action-cue er så brat. Det kan naturligvis også skyldes den måde filmen er klippet på, men det vil først vise sig i ugens løb når filmen har premiere. Action-nummeret med titlen "The Revenge of the Sith" er et hamrende imponerende nummer - faktisk det bedste deciderede action-nummer på hele albummet. Det er betydelig mere militærisk (med masser af lilletromme) og en kende langsommere end den ufatteligt hurtige actionmusik på Attack of the Clones. Ingen af de andre action-numre på scoret kommer helt op på siden af åbningsnummeret, men der er formodentlig meget actionmusik som ikke er kommet med på albummet. Ikke at den øvrige actionmusik er dårlig, bestemt ikke, men det første nummer er helt klart albummets store brag af et actionnummer, hvilket formodentlig stemmer helt overens med filmen, hvor den største actionsekvens efter sigende kommer som det allerførste. Men andre actionnumre som "General Grievous" (nr. 5) med et rudimentært tema for den nye skurk, og "Grievous and the Droids" (nr. 7) er også første-klasses Williams-action. Sidstnævnte giver med sine blæsermotiver over militæriske lilletrommer af og til mindelser om James Horners hårdtpumpede actionmusik fra Aliens! Og det er ikke det eneste sted på scoret, hvor Williams lyder inspireret af andre komponister: i indledningen til det højspændt dramatiske (og i øvrigt helt fantastiske) "Anakin's Dark Deeds" (nr. 10) hører vi æterisk kor over lavmælte strygere, hvilket giver stærke mindelser om Howard Shores Lord of the Rings! Som det også var tilfældet på Attack of the Clones får vi på Revenge of the Sith kun ét nyt stort tema, "Battle of the Heroes", der første gang præsenteres i en koncert-version som albummets nr. 3. "Battle of the Heroes" er beslægtet med "Duel of the Fates" fra The Phantom Menace og er ligesom "Duel of the Fates" baseret på kombinationen af orkester og stort kor. Musikken kommer dog egentlig fra nr. 9 - "Anakin vs. Obi-Wan" - hvor nummeret kombineres med "Darth Vader's Theme", men koncert-versionen er faktisk den bedste præsentation af temaet, og indeholder også en gåsehudsfrembringende passage, hvor "The Force Theme" bakkes op af koret. På "Anakin vs. Obi-Wan" bruger Williams, som tidligere nævnt, præcis den version af Vaders Tema, der hørtes under Luke og Vaders duel i Cloud City i The Empire Strikes Back, omend Williams benytter lejligheden til at udvide lidt på temaet i denne version. Musikalsk må man sige at Williams skærer tingene ud i pap her! Ikke at det er en dårlig ting; faktisk er det lidt af en fryd at høre den velkendte version af Vaders Tema dukke op, selv om det sikkert kun er die-hard Star Wars-fans og filmmusik-entusiaster, der lægger mærke til den musikalske forbindelse til en anden af sagaens mest berømte dueller. Scorets virkelige styrker ligger imidlertid hverken i action-musikken eller i brugen af gammelkendte temaer. Styrken ligger primært i den dramatiske underscore. "Anakin's Betrayal" (nr. 4), der også har sit eget tema er fremragende tragisk musik med kombination af orkester og stort kor. Det er bidende alvorligt, og man kan kun håbe at filmens billeder lever op til den følelsesmæssige styrke som Williams' musik her lægger op til. "Anakin's Dark Deeds" er noget mere actionpræget, men er også stor dramatisk musik (endnu engang med kor), og antyder på samme måde at vi her bevæger os ind i hidtil ukendt Star Wars-territorium. Hidtil ukendt territorium, men på en helt anden måde, er også "Padmé's Ruminations" (nr. 8), der byder på noget man næppe havde forventet af John Williams: én af den moderne filmmusiks seneste klichéer - mellemøstlig klagende kvindevokal. Når det er sagt, så synes jeg nu ikke at nummeret er dårligt, hvilket en del andre anmeldere har givet udtryk for. Det er igen et dystert nummer, med vokalen liggende over en mørk synth-bund og synth-effekter, og er så sandelig stemningsfuldt. Især anden halvdel, hvor vokalen forsvinder og orkestret overtager, er rigtig godt, og er blandt det mest stemningsfulde musik på hele albummet. Det samme er "Palpatine's Teachings" (nr. 6), der starter med dyb, dyb mandskor og synthesizer, der ligger i de meget lave registre temmelig længe inden orkestret kommer ind, fortsat i de lave registre, og bidrager til en meget ondskabsfuld stemning. Senere dukker både "Darth Vader's Theme" og "The Force Theme" op, og man fornemmer at musikken antyder en indre kamp i Anakin mellem mørket og lyset. I "Enter Lord Vader" (nr. 11) er det hele dog overstået, og Vader er født. Men som sagt skal man ikke forvente en stor bombastisk version af "Darth Vader's Theme". Musikken i "Enter Lord Vader" er skam bombastisk, men Williams har valgt kun at anvende Vaders Tema én gang i nummeret og ellers satset på en helt ny komposition. Når man nu skal forsøge at vurdere musikken til prequel-trilogien, så fremstår Revenge of the Sith som det klart mest alvorlige score med noget af den bedste filmmusik. Men der er ikke meget Star Wars over det. Det skyldes to ting: primært manglen på velkendte temaer, der dukker op alt for lidt. Scoret er, ligesom Attack of the Clones i langt højere grad et underscore-score end det er leitmotif-baseret. Williams forsøgte at komponere et leitmotif-baseret score med The Phantom Menace, der også langt hen ad vejen havde langt den mest eventyrlige musik i prequel-trilogien. Derfor føles The Phantom Menace også mere som Star Wars end nogle af sine efterfølgere, der har taget materialet langt mere alvorligt. Spørgsmålet er om det så virker i sidste ende. Attack of the Clones kunne have nydt godt af at musikken var lidt mere i den gamle ånd, selv om musikken i sig selv bestemt ikke fejlede noget. Det siger sig selv, at musikken til Revenge of the Sith er nødt til at være dyster og alvorlig, men det var musikken til The Empire Strikes Back også. Forskellen er, at der i musikken fra Empire stadig var en eventyrlig ånd i musikken, der nærmest helt mangler på musikken fra både Clones og Sith. Williams' musik er simpelthen blevet for alvorlig til, at de kan vurderes på den samme skala som de oprindelige scores. Samtidig er der manglen på nye temaer. På de gamle Star Wars-scores var der 3-4 nye væsentlige temaer på hvert score. The Phantom Menace havde to, og både Clones og Sith kun ét. Og uanset hvor gode de fire temaer ("Anakin's Theme", "Duel of the Fates", "Across The Stars" og "Battle of the Heroes") er, så er der ingen af dem, der vil fæstne sig i den popkulturelle bevidsthed på samme måde som mange af temaerne fra den oprindelige trilogi, bl.a. fordi de ikke dukker op med samme regelmæssighed i filmene som temaerne fra de gamle film gjorde. Både Williams og Lucas har nævnt, at musikken i Sith fungerer som en bro til den gamle trilogi, men på trods af enkelte musikalske elementer, hvor dette kan siges at være sandt, så er det overordnet set ikke rigtigt. Williams har udviklet sig så meget som komponist siden han komponerede musikken til de oprindelige film til, at det ville kunne lade sig gøre. Hvis det havde været den overordnede idé, skulle mange ting have været anderledes; ikke blot i anvendelsen af temaer, men også i orkestrering og komposition. De to trilogier hænger simpelthen ikke musikalsk sammen, selv om en del temaer findes i begge trilogier. Spørgsmålet er også, om det er nødvendigt. Selv om man kan sige, at den nye trilogi musikalsk set mangler den eventyrlige ånd af uskyldighed som den gamle havde, så er der også tale om to meget forskellige film-trilogier. På nær dele af The Phantom Menace er prequel-trilogien meget mere voksen og alvorlig end de gamle film. De gamle handlede om action og eventyr; de nye handler om betydelig mere voksne temaer: politisk manipulation, krig, tab af uskyld. Hvis man derfor vurderer musikken fra prequel-trilogien alene, så fremstår Revenge of the Sith som det filmmusikalsk bedste af de tre. Scoret har en følesesmæssig tyngde, som ingen af de andre scores har haft og der er ikke specielt mange ting, man kan tillade sig at beklage sig over. The Phantom Menace er den mest Star Wars-agtige af de tre scores og musikalsk set det næstbedste af de tre, mens Attack of the Clones kommer ind på tredjepladsen. Vurderet sammen med de gamle scores, så er ingen af de tre prequel-scores på niveau med de gamle, og problemet er, at det er umuligt helt at se bort fra de gamle scores når man skal vurdere de nye. Det er også derfor ingen af de tre prequel-scores har fået så gode karakterer her på Soundscape som de gamle. Dette skal ikke misforstås: de tre prequel-scores er alle glimrende (og jeg mener virkelig glimrende) scores, der fungerer på hver deres måde, på deres egne præmisser, og som alle tre byder på noget af det ypperste filmmusik der er kommet i de respektive år. Selv når Williams ikke lever op til de vilde forventninger som vi fans har til hans musik, så præsenterer han os alligevel for noget af det bedste, som filmmusikken helt generelt har at byde på, og alle tre prequel-scores vil komme på en liste over den allerbedste filmmusik fra det sidste årti. Diskussionen om de tre prequel-scores' forhold til de tidligere Star Wars-scores vil fortsætte så længe der er filmmusik-fans, og det samme vil diskussionen om, hvilket af de tre prequel-scores der er det bedste. Men selv om jeg har givet min mening til kende om de tre scores' forhold til hinanden, så ender alle tre alligevel med at få 5 store stjerner. ADDENDUM: Efter at have set filmen, må jeg tilføje nogle få kommentarer til min ovenstående anmeldelse. Når man ser filmen, er der en del ting der pludselig falder på plads angående musikken som den er præsenteret på albummet. En del af de temaer, jeg i anmeldelsen beklager manglen på, dukker nemlig op i filmen. Problemet er blot, at der er mange korte cues i filmen, der ikke nødvendigvis ville gøre sig godt på en album-udgivelse; i hvert fald ikke en album-udgivelse med almindelig spilletid. Hvis vi på et tidspunkt får en Special Edition af scoret til Sith, hvilket jeg personligt ikke er i tvivl om, så får vi formodentlig de manglende cues, hvoraf flere indeholder både Vaders Tema og Kejserens Tema. Desuden høres flere temaer på scoret som ikke er kommet med på albummet, herunder også "Duel of the Fates", der høres under Yodas duel med Palpatine/Darth Sidious. Musikken, som den lyder i filmen, fungerer i langt højere grad som den bro til den oprindelige trilogi, som både Williams og Lucas har givet udtryk for at den ville. Især når den kobles til den visuelle side af sagen, der byder på så mange stilistiske elementer, der peger fremad. Dette betyder imidlertid ikke, at scoret af den grund får mere Star Wars-feel: musikken er stadig bidende alvorlig, og det understreges af handlingen og filmens billeder. På den måde lever filmen flot op til musikkens mørke - Sith er ikke for børn. En anden ting, der blev besvaret var spørgsmålet om hovedtemaets meget abrupte overgang til det første action-cue. Dette forekommer ikke i filmen, hvor musikken har den samme gradvise overgang til det indledende cue, som i alle andre film og som på alle andre scores. På albummet er en hel del musik udeladt fra det første cue, hvilket formodentlig er grunden til at Williams valgte at klippe direkte og brutalt fra hovedtemaet og action-musikken. Det er ærgeligt, men dikteret af albummets spilletid. Desuden er der meget anden fabelagtig action-musik i filmen, som ikke er kommet med på albummet. Det kunne man næsten have sagt sig på forhånd, for sådan har det været med de andre prequel-scores. Forhåbentlig får vi på et tidspunkt en Special Edition-version af alle tre prequel-scores i stil med de udgivelser der kom af de oprindelige scores i 1997. Endelig besvares spørgsmålet om filmens End Credits-sekvens også. Over filmens End Credits høres nemlig ikke "Throne Room"-musikken fra A New Hope. I stedet er sekvensen en traditionel medley med "Battle of the Heroes" i centrum. Dermed er musikken også i betydelig bedre overensstemmelse med filmens stemning, også selv om filmen trods alt slutter med et glimt af håb idet vi ser Bail Organa komme til Alderaan med den nyfødte Leia og Obi-Wan aflevere den nyfødte Luke til Owen og Beru Lars på Tatooine. Star Wars: A Musical Journey - DVD Med scoret følger en DVD med 16 "musikvideoer", hvor musikken fra John Williams' Star Wars-scores er sat til billeder fra filmen. Videoerne, der præsenteres af Ian McDiarmid (Palpatine/Darth Sidious/Kejseren) følger historien nogenlunde kronologisk, fra The Phantom Menace til Return of the Jedi. Desværre er der dialog og lydeffekter på numrene, der dog alligevel er en fin præsentation af filmene til Williams' fantastiske musik. Dog må man undre sig over, at der i nogle af "videoerne", der passer til den oprindelige trilogi også indgår materiale fra prequel-trilogien! DVD'en følger med score-albummet uden merpris, og er bare en lille ekstra bonus til os filmmusik-fans. Ikke noget at falde i svime over, men da en fin lille tilføjelse til scoret. Nummerliste:
Indhold af DVD:
CD'ens sleeve indeholder fotos fra filmen, tekniske credits og en kommentar fra George Lucas. Bagsiden af sleeven er en plakat med Vader, Anakin, Obi-Wan og General Grievous. Udvalgte credits: Album produced by John Williams Performed by The London Symphony Orchestra and London Voices Supervising Music Editor: Ken Wannberg Music Editor: Ramiro Belgardt Music Recorded and Mixed by Shawn Murphy at Abbey Road Studios, London London Voices Director: Terry Edwards Music Preparation: Jo Ann Kane Music Service English-language abstract:
|
NAVIGERING
 Forside
Anmeldelser
Komponister
Instrumenter
Features
Nyheder
FAQ
Om sitet
Links
ANDRE MENINGER OM SCORET
"As good as Sith gets, as dark as it gets, it never comes close to matching that sense of bleak despair and anguish reverberating from those final confrontation sequences in Jedi. Listen again to that devastating moment where Luke rips loose on Vader and attacks to the anguished moaning of Williams' male choir and Barberesque strings, and you'll understand what I mean. To date, that moment is the single "action" scene in the Star Wars series that hasn't been scored with action music -- Williams jumped deep beneath the soul of that moment and gave us something that was subtle, beautiful, and completely devastating. As hard as Williams tries, he never reaches that same depth of despair and loss in Revenge of the Sith, rather odd when you consider how much darker the Sith story theoretically is than that of Return of the Jedi. Revenge of the Sith is still an excellent score and essential listening for anyone with so much as a passing interest in film music -- I'm just not sure the score is everything that the final piece of the most famous body of work in film music history deserves to be."
**** (Paul Cote, Cinemusic) "It may be unfair to dismiss Revenge of the Sith as something of a disappointment, because John Williams's disappointments tend to be better than many composers' best works. But the truth of the matter is that Revenge of the Sith is slightly disappointing in that the new musical element is so bland, and the action music is generally so spotty and disjointed. Where it excels is in its quieter moments of sadness and reflection, in suggesting the sense of danger that surrounds Palpatine and his minions, and in its sense of nostalgia, especially in the End Credits. I have no doubt that this score will be a huge commercial success, and that in many respects this review is redundant: everyone will buy it anyway. Nevertheless, I'd probably place it fifth in the all time list: better than Return of the Jedi, but no match on the other four." **** (Jonathan Broxton, Movie Music UK) "Compared to its peers, Revenge of the Sith is, despite its great strengths in individual cues, the weakest of the six scores when compared amongst each other. In the end, The Phantom Menace revealed itself as the most characteristic Star Wars score of the prequel trilogy, while Attack of the Clones features the best theme and single cue ("Across the Stars"/"Finale"). Although its dramatic underscore is the best of the trilogy, Revenge of the Sith is, in the tapestry of the Star Wars universe, the glittery but badly frayed edge." **** (Christian Clemmensen, Filmtracks) |