 Komponeret af: Harry Gregson-Williams Dirigeret af: Harry Gregson-Williams Orkestrering: Ukendt Fremført af: The London Session Orchestra and Metro Voices Udgivet: 2001 Anmeldt: 26/01/2004 Label: Decca - 016 190-2 Lydklip: 2. Muir Races to Work (0:29) (Main Theme) 5. Training Montage (0:33) 10. "My Name is Tom" (0:34) (Love Theme) |
Filmen Tony Scotts spionthriller Spy Game fra 2001 er et fornøjeligt stykke underholdning med to solide hovedrolleindehavere, Robert Redford og Brad Pitt. Filmen er opbygget som en rammehistorie omkring en række flashbacks. I rammehistorien, der foregår i 1991, bliver CIA-agenten Nathan Muir (Redford) kaldt til møde i CIAs hovedkvarter. Hans gamle elev, Tom Bishop, er blevet taget til fange af kineserne under en uautoriseret mission i Kina. Nu pumper CIA-cheferne Muir for information omkring Bishop og hans historie, hvilket bliver fortalt i flashbacks, alt imens Muir iværksætter en hemmelig plan for at redde Bishop fra kineserne. Det lader nemlig til at cheferne har tænkt sig at lade Bishop i stikken. I flashback-sekvenserne fortælles der om, hvordan Muir i sin tid rekrutterede Bishop, og denne historie udspiller sig imellem midt-halvfjerdserne og frem til et par år før rammehistorien, som altså foregår i 1991. Historien om, hvorledes Bishop blev rekrutteret og trænet af Muir er ganske fornøjelig, især da det jo fører tilskueren tilbage i den Kolde Krig, en periode der ikke længere er "in" blandt filmmagerne i Hollywood. Bl.a. foregår dele af historien i Berlin, men store dele foregår også i Beirut, hvor Bishop møder en anden af filmens væsentlige karakterer, Elizabeth Hadley (Catherine McCormack), som han forelsker sig i. Historien er konstant underholdende, omend Scotts MTV-agtige klipning af filmen kan virke lettere enerverende fra tid til anden (det samme var tilfældet med Enemy of the State, der dog var så high-tech, at man bedre kunne forstå det). Ligeledes er udførslen af rammehistoriens tidsmæssige ramme (1991) ikke helt uproblematisk - f.eks. har Muir på et tidspunkt en lille handy mobiltelefon, og både Redford og Pitt ser ikke ud til at ældes meget i de ca. 15 år historien dækker. Hvis man ikke hænger sig i petitesser er Spy Game dog en ganske udmærket thriller, og det er en fornøjelse at se Redfords karakter løbe om hjørner med de sleske CIA-chefer - også selv om det tydeligvis er en rolle, Redford kunne spille halvt i søvne. Brad Pitts karakter er langt mindre interessant, men han udfylder den udmærket. Scoret Musikken til Spy Game er akkurat lige så moderne som klipningen, og om man vil kunne lide dette score vil nok afhænge meget af, hvorvidt man kan lide synthesizere, elektriske guitarer og elektroniske beats kombineret med symfonisk musik. For hovedparten af scoret til Spy Game indeholder en eller anden art electronica. Jeg har i andre anmeldelser på denne side harceleret over overdreven anvendelse af synthesizere, i når synthesizerne overtager symfoniorkestrets rolle og symfoniorkestrets instrumenter bliver eftergjort af synthesizere. Dette er dog ikke tilfældet med Spy Game - i hvert fald ikke i særlig udpræget grad. Det er nemlig et rigtigt symfoniorkester, der medvirker på scoret, omend det til tider lyder som om det er blevet elektronisk forstærket eller på anden vis lettere manipuleret. Den mest udprægede brug af synthesizere på scoret er imidlertid i form af elektroniske beats, basgange og riffs, der gennemsyrer scoret. Et enkelt nummer er helt synthesizet, f.eks. "Training Montage" (nr. 5), og et par numre er helt (eller næsten helt) fri for synthesizere, men langt hovedparten af numrene kombinerer electronica og symfoniorkester eller varierer mellem symfoniske passager - i øvrigt suppleret ved diverse etniske instrumenter og forskellige vokaler - og synthesizere. Det overraskende ved scoret er imidlertid, hvor stærkt tematisk det fremstår. Der er adskillige stærke temaer på scoret. Det simple, melankolske hovedtema løber gennem scoret som en rød tråd. Det høres allerede i det første nummer "Su-Chou Prison", fremført på piano med opbakning af strygere, som er den form temaet oftest høres i, men der er flere variationer på temaet, blandt andet også en stryger-version med underliggende electronica på "Muir Races to Work" (nr. 2). Desuden er der flere gennemgående mini-temaer eller motiver i forskellige genrer, både suspense og action, og endelig er der et kærlighedstema, der høres første gang i "My Name is Tom" (nr. 10) og som går igen senere på scoret. Første gang temaet høres fremføres det af en drenge-sopran, og er absolut vidunderligt. Det stærkt tematiske materiale, der især dominerer albummets midterste del, men generelt løber igennem scoret, suppleres af diverse solo-vokaler. Foruden den ovennævnte drenge-sopran er der også en kinesisk, en vietnamesisk og en mellemøstlig solist. Især den mellemøstlige vokal har en prominent rolle, og høres bl.a. i "Beirut, A War Zone", hvor vokalen kombineres med orkestret. Endvidere anvender Gregson-Williams en række etniske instrumenter, herunder den kinesiske erhu, kinesisk percussion, keltisk harpe, cimbalom og det, der i CD'ens sleeve kaldes "etniske" fløjter. Disse instrumenter kombinerer Gregson-Williams på en effektfuld måde med scorets synthesizede og symfoniske dele, og skaber derved et score med en forbløffende bred palette, både hvad angår orkestrering og tematisk materiale. At scoret desuden er konstant afvekslende - der er både action, suspense, drama og langsomme, melankolske passager - er blot en yderligere force. Nogle vil måske mene, at der er for meget elektronisk musik på scoret, men selv de rent elektroniske dele (f.eks. "Training Montage", nr. 5) er efter min mening vellykkede. Måske fordi Gregson-Williams i de rent elektroniske passager bestemt ikke forsøger at illudere symfoniorkester, men går i den modsatte grøft og producerer top-moderne beats, drum-loops og en generelt sprød elektronisk lyd. Men selv de der vil springe de rent elektroniske dele over, vil finde masser af tilfredsstillende tematisk materiale. Ganske vist ofte i form af en kombination af symfonisk og elektronisk materiale, men i disse numre formår Gregson-Williams generelt at kombinere orkestret og electronicaen godt. Gregson-Williams, en gammel Media Ventures-dreng, undgår på forfriskende vis at putte et klassisk MV-tema ind i scoret. Action-materialet er således også ret friskt. De sidste to numre på albummet er et par remixes af Gregson-Williams' musik. Faktisk adskiller de sig ikke meget fra den øvrige musik på scoret, og de er egentlig ganske udmærkede, men måske bare en smule overflødige. Og dermed når vi til den eneste mulige anke ved albummet. Med sine knap 72 minutters spilletid er der tale om et langt score (selv uden de to remixes ville det være 65 minutter langt). Det er måske en anelse i overkanten, men på den anden side er musikken som tidligere nævnt meget varieret, så selv om albummet er langt, keder man sig aldrig. Efter min mening er Spy Game et glimrende score: en forbløffende velfungerende blanding af symfonisk musik og elektronica og med et væld af gode temaer og motiver. De eneste der skal holde sig tilbage, er folk, der bestemt ikke bryder sig om elektroniske rytmer i blanding med symfonisk musik. Nummerliste:
Noter: CD'ens sleeve indeholder tekniske credits, nogle still-fotos og intet andet af interesse. Detaljer: Music Composed, Conducted and Produced by Harry Gregson-Williams Soundtrack Album Executive Producer: G. Marq Roswell Music Editor: Richard Whitfield Music Contractor: Isobel Griffiths Music Production Supervisor: Gretchen O'Neal Additional Arrangements: Justin Burnett, Toby Chu Score Performed by The London Session Orchestra and Metro Voices Orchestra Leader: Gavyn Wright Score Reader: Alistair King Score Recorded and Mixed by Alan Meyerson Score Recorded at Abbey Road, London Score Mixed at Media Ventures, CA Mastered by Patricia Sullivan Fourstar at Bernie Grundman Mastering Assistant Engineers: Gregg Silk, Toby Chu Copyist: Tony Stanton Boy Soprano: Timothy Washburn Middle Eastern Vocals: Khosro Ansari Vietnamese Vocals: Lisbeth Scott Chinese Vocals: Anzu Lawson Electric Violin: Hugh Marsh Erhu: Guangming Li Guitars: Peter Distefano Ethnic Flutes: Fred Seldon Celtic Harp: Patrick Cassidy Cymbalon: Greg Knowles Chinese Percussion: The Traditional Chinese Performing Arts Institute Middle Eastern Drums: Paul Clarvis Additional Percussion and Percussion Programming: Bob Daspit, Christian Hensen, David Lauser, John Nordstrom 19. Spies (Ryebot Remix) Written by Harry Gregson-Williams Remixed by Ryeland Allison 20. Dinner Out (Rothrock Remix) Written by Harry Gregson-Williams Remixed by: Tom Rothrock |
NAVIGERING
 Forside
Anmeldelser
Komponister
Instrumenter
Features
Nyheder
FAQ
Om sitet
Links
ANDRE MENINGER OM SCORET
"On the whole, I originally put this album into the player with expectations of the same old excess noise... but by the second listen and a knowledge of where the few noisy tracks are, I was hooked. A most pleasant surprise!" **** (Chris Clemmensen, Filmtracks) "Mr Williams' orchestra sounds nothing more than a small string section who are being beaten into submission by an army of electronics. For most of the 70 plus minutes the cues resemble high octane impenetrable dance music, close your eyes and you can imagine the flashing neon lights of a night club rather than a slick absorbing Spy thriller. Add a host of ethnic instruments, and while your at it a Boy Soprano, and you have one serious muddled missed opportunity." * (Eugene Denton, Music From the Movies) "Harry Gregson-Williams' previous solo action score, The Replacement Killers might have been a disappointment, but Spy Game proves that he can handle the load himself when the film demands action-oriented and dramatically diverse music. Despite it's length, Spy Game churns out what is essentially a well-developed fusion-symphony that is sure to please anyone who takes a chance and adds it to their collection." **** (Ryan Keaveney, Cinemusic.net) |