 Komponeret af: John Williams Dirigeret af: John Williams Fremført af: Score: ukendt Album:The London Symphony Orchestra Udgivet: 2002 (Indspillet 1978) Label: Varèse Sarabande CD Club - VCL 0702 1011 Anmeldt: 25/07/2004 Lydklip: CD 1 - 1. Main Title (0:29) CD 1 - Before Dinner (0:24) CD 2 - Epilogue (0:24) |
The Fury fra 1978 er én af Brian De Palmas mindre kendte film, og også én af de få deciderede horror-film som John Williams har komponeret musik til. Et score-album udkom i 1978 på Arista Records, men med denne dobbelt-CD lanceret gennem deres CD Club har Varèse Sarabande både udgivet filmens originale score (ikke tidligere udgivet), og det oprindelige Arista-album, der var en genindspilning af udvalgte dele af scoret. Således er man nu i den sjældne position, at man har begge versioner af samme score til gennemlytning. På CD 1 ligger filmens originale score, indspillet på Twentieth Century Fox i USA. Scoret består af 23 cues med en total spilletid på ca. 55 minutter. Scoret begynder med at præsentere hovedtemaet i "Main Titles"; et dystert tema, der tager form af en makaber vals, og som er så nært beslægtet med Christopher Youngs hovedtema fra Hellraiser at Young må have baseret sit hovedtema direkte på Williams' tema fra The Fury. Blot er Youngs Hellraiser-tema endnu mere af en dødedans end Williams-temaet er. Ikke desto mindre er det en Danse Macabre, der indleder scoret til The Fury. Temaet, klassisk orkestreret for symfoniorkester, går igen på mange af scorets numre, hvor især de første strofer ofte citeres - ofte i forskellige orkestreringer, bl.a. høres temaet også fremført på theremin og på harpe! Sidstnævnte, der bl.a. høres i nr. 17 ("Before Dinner"), er ikke ulig Williams' overraskende orkestrering af "The Imperial March" for harpe på Return of the Jedi, og er et godt eksempel på Williams' talent for at mutere hovedtemaets udtryk ved at præsentere det i forskellige orkestreringer igennem scoret. To andre temaer anvendes også: et tema for den kvindelige hovedperson Gillian, der præsenteres på scorets eneste deciderede opløftende nummer "For Gillian" (nr. 7), et dejligt nummer der i sine orkestreringer giver mindelser om Jaws. Dertil kommer "Hester's Theme" (nr. 6), der er mindre opløftende, men omvendt, smukkere end Gillians tema. Men hovedparten af scoret består af suspense- og action-underscore, skrevet i Williams' stil fra de sene 70'ere og tidlige 80'ere - således er der i flere af suspense- og action-sekvenserne (f.eks. i nr. 5, "The Fog Scene", men i øvrigt flere andre steder) klare mindelser om den tilsvarende musik fra Star Wars. På den måde placererer den kompositoriske stil uden tvivl The Fury midt i denne periode af Williams' karriere. Flere af disse action- og suspense-numre er ganske imponerende, omend mere stemningsfulde end decideret uhyggelige. Højdepunkterne blandt disse numre er "Gillian's Vision" (nr. 11) og "Gillian's Escape" (nr. 15). Numrene på scoret er rene cues, og som sådan er der mange af dem der er temmelig korte. Den udstrakte brug af hovedtemaets første strofer i varierende orkestreringer er dog med til at give scoret sammenhæng, og de forholdsvis mange korte cues ødelægger faktisk ikke scorets flow. Ikke desto mindre er "The Album" (altså det originale Arista-album, som er inkluderet som CD 2) en mere tilfredsstillende og lytteoplevelse. Albummet er indspillet med The London Symphony Orchestra og foruden nogle forlængede cues, byder albummet også, typisk for den koncert-orienterede Williams, på nogle sammensvejsede cues. Endelig er der en smule helt ny musik, der ikke høres på det originale score. Sidstnævnte er f.eks. et tivoli-agtigt karussel-motiv, der høres som anden del af nr. 8, "Death On The Carousel", et nummer der egentlig består af tre cues med fuldt stop imellem, men som bare er lagt sammen til ét nummer. Dette karussel-motiv skal (ifølge de fyldige liner-notes) være noget source-musik fra filmen, som Williams har arrangeret for orkester. Men under alle omstændigheder må karussel-musikken så også være komponeret af Williams, for det er direkte baseret på hovedtemaet. Men nummeret er imponerende fordi orkestret lægger sig truende ind over karussel-motivet, hvorefter også karussel-musikken begynder at blive manisk og fordrejet og uhyggeligt! Det er glimrende og effektivt, omend det altså ikke har noget med musikken i filmen at gøre overhovedet. I filmen var det, ifølge liner-notes'ene, kun den "almindelige" karussel-musik (altså source-musikken), der anvendtes i sekvensen - det betyder altså også at nummeret med titlen "Death On The Carousel" på CD 1 er et ubrugt cue. En anden ny ting på albummet er "Epilogue", hovedtemaet orkestreret udelukkende for strygere i en tragisk og smuk næsten-adagio, der bestemt ikke er uden mindelser om dele af Williams' musik til Born On The Fourth Of July eller JFK. Ellers er albummets numre typiske for albums med Williams-scores: sammensatte cues, og cues der blot er forlængdede (som f.eks. "Main Title", der rent faktisk er baseret på "End Credits"-sekvensen fra filmen). De længere og sammensatte cues præsenterer de absolutte højdepunkter fra scoret, og indspilningen med The London Symphony Orchestra er bedre - både i fremførelsen og lydkvaliteten - end det originale score fra filmen. Bemærk dog, at hverken fremførelsen eller lydkvaliteten af det originale score er dårligt - LSO er bare et fantastisk symfoniorkester, og lyden en anelse mere skarp og klangfuld. Med en spilletid på ca. 40 minutter er albummet (CD 2) altså omtrent et kvarter kortere end selve scoret, men da det er det bedste fra scoret der præsenteres føles det ikke som noget større tab. I sidste ende foretrækker jeg derfor CD 2 med LSO's genindspilning frem for CD 1 med det originale score, men dermed naturligvis ikke være sagt at CD 1 er dårlig. Det er det langt fra, og som en præsentation af musikken fra filmen er CD 1 både bedre og, i sagens natur, mere tro overfor filmens originale materiale. Derfor er det bestemt også berettiget at Varèse Sarabande har valgt at udgive det originale score, men det er en genistreg at de samtidig har skaffet sig rettighederne til at genudgive det oprindelige Arista-album. The Fury er et fint Williams-score, men ikke blandt hans mest mindeværdige. Problemet består nok primært i, at som horror-score set er The Fury ikke helt gysende nok (omend dette bestemt kan ses som en kvalitet snarere end en svaghed), og hvad angår suspense- og action-musikken, ja så er det skrevet i samme kompositoriske stil som hans øvrige scores fra denne periode. Og blandt disse andre scores er der bedre musik end den fra The Fury. Dårlig er musikken bestemt ikke, men med mindre man er inkarneret Williams-fan er det ikke ét af de scores man partout behøver at have stående på sin hylde. Er man imidlertid Williams-fan, ja så er det nu man skal slå til og købe scoret. For det er udgivet i Varèse Sarabandes CD Club, hvilket vil sige at det kun er trykt i 3000 eksemplarer, og sidst jeg tjekkede var der under 500 eksemplarer tilbage. Jeg er i hvert fald glad for at have dette score i min Williams-samling.. Nummerliste, CD 1 (The Soundtrack):
Nummerliste, CD 2 (The Album):
Samlet total spilletid: 90:55 (1 time, 30 minutter, 55 sekunder) Noter: CD'ens inlay er en lille booklet med cue-by-cue liner-notes af Nick Redman. Deri forklares også grunden til at musikken blev genindspillet med The London Symphony Orchestra til den oprindelige album-udgivelse. Detaljer: Music Composed and Conducted by John Williams Album Produced by Nick Redman & Robert Townson |
NAVIGERING
 Forside
Anmeldelser
Komponister
Instrumenter
Features
Nyheder
FAQ
Om sitet
Links
ANDRE MENINGER OM SCORET
"Overall, no Williams fan should be without this excellent score, and in this case, the price of the limited collector's album is definitely worth a purchase.
"**** (Christian Clemmensen, Filmtracks) |