 Komponeret af: Jerry Goldsmith Dirigeret af: Lionel Newman Orkestrering: Arthur Morton Fremført af: The National Philharmonic Orchestra Udgivet: 1976 denne udgave 2001 Label: Varèse Sarabande - VSD 6288 Anmeldt: 28/01/2006 Lydklip: 1. Ave Satani (0:30) 3. The New Ambassador (0:30) 9. Killer Storm (0:40) 18. The Demise of Mrs. Baylock (0:30) |
Filmen The Omen er en noget søgt men i sidste ende ganske vellykket okkult gyser, der handler om Antikrists komme i skikkelse af en lille dreng. Nogle præster, der tydeligvis er på den forkerte side, leger gøgerede med den amerikanske ambassadør i Rom og hans kone. Ambassadøren Thorn (spillet af Gregory Peck) får at vide at hans kone (spillet af Lee Remick) er nedkommet med en dødfødt søn, og i stedet for at fortælle det til konen, tager han imod et tilbud: de kan i stedet få et nyfødt forældreløst drengebarn, hvis mor er død i barselssengen. Det accepterer ambassadøren, men det skulle han selvfølgelig aldrig have gjort. Handlingen flyttes nu 5 år, hvor Thorn og hans familie bor i England, hvor Thorn er ambassadør. Og så begynder de skumle hændelser naturligvis at tage fart. Udmærket spil af Gregory Peck og Lee Remick samt kompetent instruktion af Richard Donner holder historien på skinnerne, og den får aldrig lov at blive grinagtig, sådan som de aldeles unødvendige fortsættelser gjorde. Scoret Jerry Goldsmiths musik til The Omen (1976) er sandsynligvis det bedste score, nogensinde komponeret til en gyserfilm. Ikke fordi musikken er det allermest uhyggelige at lytte til som album - der er faktisk andre scores, der udgør en mere uhyggelig lytteoplevelse på CD - men fordi musikken virker så fremaragende i filmen, hvor musikken er helt og aldeles rædselsvækkende. Og misforstå mig nu ikke; også på albummet er musikken stedvist så uhyggelig, at de små hår rejser sig på lytterens arme. Producenterne bag The Omen var heldige med at få Jerry Goldsmith til at komponere musikken, for faktisk lå komponisten prismæssigt uden for deres rækkevidde. Men instruktøren Richard Donner og producenten Harvey Bernhard var så overbevist om, at Goldsmith var den rigtige mand, at de gik direkte til den daværende direktør for 20th Century Fox, Alan Ladd Jr. (nu direktør for produktionsselskabet The Ladd Company), som sørgede for at de fik nogle ekstra penge til at hyre komponisten. På daværende tidspunkt havde Goldsmith været Oscar-nomineret otte gange (uden dog at vinde), og han havde komponeret filmmusik i næsten 20 år, så han var en etableret komponist med en allerede imponerende karriere bag sig. Det skulle vise sig, at Donner og Bernhard valgte rigtigt, da de insisterede på at få Goldsmith. Ikke alene komponerede han et fremragende score, som på alle måder fremhæver filmen, men scoret skulle også blive skelsættende for Goldsmith selv: han blev Oscar-nomineret for musikken til The Omen, og vandt sin første og eneste statuette for det. Musikken til The Omen er komponeret for symfoniorkester og kor, hist og her med anvendelse af en lille bitte smule synth (eller en form for keyboard i hvert fald). Sidstnævnte falder dog ofte så langt ind i lydbilledet, at man sjældent hører det. Derudover anvender Goldsmith et par instrumenter, som man associerer med religiøs musik eller den religiøse sfære, orgel og klokke, og som stedvist giver scoret en urovækkende liturgisk klang. Det de fleste uden tvivl husker fra musikken til The Omen er hovedtemaet, "Ave Satani", der går igen mange gange på scoret, men som høres renest i "Ave Satani" (nr. 1). Nummeret er komponeret for orkester, kor og orgel, og er ét af de ondeste og mest dystre hovedtemaer, der er skrevet til en film. Nummeret åbner med kor, og efter et lille piano-motiv på 7 noder, kommer orkestret ind og supplerer koret. Piano-motivet er vigtigt, for det går igen i mange af scorets numre, og på karakteristisk intelligent vis muterer Goldsmith motivet, så det også udgør en vigtig del af kærligheds-/familietemaet, der således aldrig er "rent" - det er altid inficeret med det sataniske hovedtema. En ekstremt intelligent lille detalje, som man faktisk ikke kan rose nok. Ud over at være fantastisk dystert og ondt, brillerer hovedtemaet også ved at være noget af en ørehænger, og selv om det ikke er et tema man går rundt og fløjter for sig selv, så er det ikke et tema man glemmer. Samtidig med at musikken er dyster, lyder en del af kor-teksten "sanguis bebimus, corpus edimus" - vi drikker blodet, vi spiser kødet - og "ave Jesus Christus, ave Satani" - hil Jesus Kristus, hil Satan" - så også i teksten indsætter Goldsmith liturgiske elementer. Hovedtemaet er på grund af kor-elementet af mange blevet sammenlignet med både Carl Orffs Carmina Burana (1937) og med gregoriansk musik. Hertil er der kun at sige, at begge dele er noget pjat. "Ave Satani" bærer ingen lighed med Carmina Burana, ud over at begge værker anvender kor, og "Ave Satani" er på ingen måde opbygget som gregoriansk korsang. Selv om hovedtemaet utvivlsomt er det, de fleste kan genkalde sig af filmens musik, så er hele scoret af høj kvalitet. Goldsmith komponerede også et smukt og harmonisk kærligheds- og familietema, der selvfølgelig repræsenterer dels kærligheden mellem Robert Thorn og hans kone Kathy (Gregory Peck og Lee Remick), dels deres kærlighed til deres lille søn Damien (Harvey Stephens). Men selv om kærligheden til Damien hurtigt krakelerer, så bliver temaet ved med at dukke op igennem hele scoret, som en trist påmindelse om, hvad Robert Thorn mister i løbet af filmen. Kærlighedstemaet høres første gang i nummer 2, "On This Night", men i sin fuldeste og reneste udgave i nr. 3, "The New Ambassador". Foruden hovedtemaet og kærlighedstemaet, der udgør scorets to råde tråde, samt det tidligere omtalte lille piano-motiv, der på nærmest pervers vis snor de to temaer sammen, består scoret af en række effektive suspense- og horror-cues med varierende anvendelse af tematisk materiale. Kun få cues er næsten udelukkende underscore, uden anvendelse af tematisk materiale, som f.eks. det meget korte nummer "666" (nr. 17), der byder på ren atonal orkestermusik, der bare stiger og stiger i volume indtil klimaks. Ellers er der faktisk tematisk materiale i de fleste af numrene - enten i form af diverse mutationer af "Ave Satani"-hovedtemaet eller kærlighedstemaet. Hele Omen-scoret er fremragende, men der er nogle højdepunkter undervejs. Det første, der skal nævnes er "Broken Vows" (nr. 6), et nummer hvor Goldsmith udnytter orkestret meget rytmisk, hvilket skaber en effektivt ubehagelig stemning af noget påtrængende. Til sidst i nummeret sætter koret ind med teksten fra hovedtemaet og sætter prikken over i'et. "Killer Storm" (nr. 9), der stammer fra scenen hvor præsten spiddes, er et andet fremragende nummer, der starter med kor og orkester og langsomt bygger op - bemærk her især strygerne, som Goldsmith driver helt op i de høje registre så det løber én koldt ned ad ryggen! Til sidst sætter koret ind med en rytmisk messen af "Jesus Christus, Ave Satani" inden nummeret drives frem mod sit klimaks. Absolut fremragende! "The Dogs Attack" (nr. 13) består langt hen ad vejen af dyster og truende underscore med en vis anvendelse af koret. Undervejs i nummeret eksperimenterer Goldsmith med nogle alternative orkestreringer, der skaber en virkelig uhyggelig stemning, og da rottweilerne endelig angriber kommer koret ind for fuld styrke. Endelig må fremhæves "The Demise of Mrs. Baylock", der starter voldsomt med kor og orkester sammen, og som fortsætter som en blanding af et action- og horror-cue med masser af anvendelse af kor, mens Thorn og Mrs. Baylock slås. Her må det nævnes, at Goldsmith stedvist lader koret hviske i stedet for at synge, hvilket er ufattelig effektivt og skaber en virkelig uhyggelig stemning. Det er et trick, der er blevet anvendt i masser af horror-scores siden da, men det er værd at bemærke, at det var Goldsmith der opfandt denne teknik til The Omen! Faktisk anvendes det hviskende kor i mere udstrakt grad på filmens lydspor, hvor enkelte cues udelukkende består af det hviskende kor uden underlægningsmusik - disse cues er imidlertid ikke inkluderet på albummet. The Omen står som et fyrtårn blandt horror-scores, og ud over at det er en fremragende lytteoplevelse, så er det, når det ses i filmens kontekst, nok det mest effektive horror-score nogensinde. Musikken er i mange scener vitterlig den eneste grund til, at filmen er uhyggelig. Det er ingenlunde nogen lille bedrift, og det er da også værd at bemærke, at Richard Donner både nævner Goldsmith adskillige gange i kommentarsporet på Omen-DVD'en og taler i meget rosende vendinger om ham i dokumentarprogrammet på samme skive. Denne udgivelse fra Varèse Sarabande repræsenterer den bedste version af scoret, der findes på markedet. Den tidligere udgivelse (også på Varèse) var blot cirka 30 minutter lang, men denne Deluxe Edition er ca. 45 minutter lang og har flere cues, der ikke var udgivet tidligere. Der er desuden udmærkede liner notes af produceren Robert Townson fra Varèse. Albummet inkluderer også en sang, baseret på kærlighedstemaet, og sunget af Goldsmiths kone Carol. Den er en anelse for sukkersød for min smag, men skal også kun opfattes som en bonus. Den blev indspillet til den oprindelige albumudgivelse af scoret i 1976. Den første udgivelse af scoret var i øvrigt et af de bedst sælgende scores nogensinde, indtil Titanic (1997) sejlede ind i alverdens biografer, og albummet fik sågar en Grammy-nominering, hvilket også siger noget om filmens popularitet. Albummets lydkvalitet er ikke helt i top; hist og her kan man godt høre, at det er en ældre indspilning og i enkelte numre er der en smule forvrængning. Til gengæld må man huske, at det er det originale film-score man får, og ikke en genindspilning, som det tidligere var meget almindeligt at lave til albumudgivelserne. Der er ikke meget mere at sige: The Omen er et af de bedste horror-scores nogensinde og hører til på enhver filmmusik-entusiasts CD-hylde. Nummerliste:
Noter: CD'ens sleeve indeholder udmærkede liner notes af Varèse Sarabandes Robert Townson. Detaljer: Produced by Jerry Goldsmith The Deluxe Edition Produced by Robert Townson "The Piper Dreams" Music by Jerry Goldsmith Lyrics by Carol Goldsmith Performed by Carol Goldsmith Arranged by Arthur Morton English-language abstract:
|
NAVIGERING
 Forside
Anmeldelser
Komponister
Instrumenter
Features
Nyheder
FAQ
Om sitet
Links
ANDRE MENINGER OM SCORET
"Many will disagree, but for this reviewer, The Omen remains the pinnacle of Jerry Goldsmith's career. Not for the brilliance of the music content per se, but for the simple fact that the whole score is one united, single, brilliant, effective, and forever haunting idea. No other score in the composer's repertoire has haunted the mind as this one.
"***** (Stephen Woolston, Music from the Movies) "Jerry Goldsmith's one and only Oscar came for this 1976 score, the most influential and the best horror score ever written. It is also probably Goldsmith's most effective score... a masterpiece from beginning to end." ***** (James Southall, Movie Wave) |