 Komponeret af: John Debney Dirigeret af: Nick Ingman Orkestrering: Brad Dechter, Mike Watts, Frank Bennett, Jeff Atmajian Fremført af: Ukendt orkester Kor: The London Voices, The Transsylvania State Philharmonic Choir Vokal-solister: Tanya Tsarouska, Shankar & Gingger, Shannon Kingsbury, Aaron Martin, Ahmed-El-Eshmer, John Debney, Mel Gibson Instrument-solister: Fløjte: Ron Allen Duduk: Levon Minassian Duduk og etniske blæseinstrumenter: Chris Bleth Etniske blæseinstrumenter: Pedro Eustache Erhu: Karen Han Bambusfløjte: Jan Hendrickse Oud: Naser Mousa Elektrisk cello: Martin Tillman Dobbeltviolon: Shankar & Gingger Udgivet: 2004 Label: Sony Music / Integrity Music - SK 92046 Anmeldt: 7/04/2005 Lydklip: 2. Bearing The Cross (0:46) 9. Mary Goes To Jesus (0:30) 12. Raising The Cross (0:30) 15. Resurrection (0:30) |
Filmen Mel Gibsons Jesus-film var én af de mest omtalte film i 2004. Allerede længe inden den havde premiere var filmen en særdeles varm kartoffel, og Gibson blev blandt mange andre ting beskyldt for at være anti-semit og det lod til at alle havde en mening om filmen inden den havde premiere. Da så filmen endelig kom blev den også én af filmårets absolut største kasse-succeser til manges overraskelse. Men i den forbindelse kan man vist kun konkludere, at selv dårlig omtale er god omtale, for det var helt sikkert den store polemik omkring filmen der gjorde at så mange så den, som det rent faktisk var tilfældet. Nogen dårlig film er The Passion of the Christ ikke, men det er bestemt heller ikke noget mesterværk, og den er ikke uden sine egne problemer. The Passion handler, som filmens titel antyder, om Jesu sidste timer på jorden, fra han blev anholdt i Getsemane Have Skærtorsdag og til hans korsfæstelse og død på Golgatha Langfredag. Desuden er der tilføjet en lille epilog, hvor han lige ser Genopstandelsen. Mel Gibson er stærkt troende katolik, tilmed ud af en konservativ katolsk sekt, så det giver sig selv, at Gibsons udgave af passionshistorien lægger et meget stærkt fokus på Jesu lidelser. Og nok også lidt for stærkt. Det er en uhyre voldsom og brutal film, og på nær et par flashback-sekvenser, er der meget få opløftende elementer ved The Passion. Dette fik også nogle til at kritisere Gibson for at fokusere så meget på lidelsen i stedet for at fokusere på Jesu forkyndelse af næstekærlighed og det øvrige kristne værdigrundlag. Men denne kritik er tåbelig - Gibson lagde aldrig op til en "generel" Jesus-film; her var det passionen, der var i centrum, og som sådan er det nødvendigvis lidelsen der fokuseres på. Men den brutalitet hvormed Gibson vælger at beskrive Jesu lidelse kammer efter min mening en smule over. I stedet for konstant at fastholde publikum i en fascination af mennesket Jesus og hans lidelser for vores skyld, bliver brutaliteten så gennemgribende og voldsom, at man er nødt til at lukke ned rent følelsesmæssigt, hvis man skal kunne holde ud at se filmen til ende. Det er et væsentligt problem. Den nærmest konstante fornedrelse og lidelse skulle have været tonet ned, og der skulle have været flere flashback-sekvenser, á la den, hvor Jesus ses i færd med at tømre et bord til sin mor, Maria. I al sin enkelhed løftede denne varme lille flashback-sekvens filmens følelsesmæssige impact i en periode, men druknede så igen i brutaliteten. Havde der været flere af disse sekvenser og brutaliteten tonet ned, havde The Passion haft en langt større gennemslagskraft hos de, der ikke er så optaget af Jesu lidelser som katolikkerne - herunder os protestantiske danskere... Et andet problem er det også et Gibson fremstiller de romerske bødler meget karikerede, for det gør omvendt visse sekvenser parodiske (uden at de af den grund er det mindste morsomme!). Men selv med alle dens indbyggede problemer er The Passion en utrolig flot film, og man tvivler aldrig et øjeblik på, at det har været en utrolig personlig film for Mel Gibson. Jim Caviezel er ganske overbevisende i titelrollen og klogt nok valgte Gibson at besætte hovedparten af de resterende roller med helt ukendte europæiske skuespillere - dog spilles Maria Magdalene af Monica Belluci. Nogen perfekt Jesus-film er The Passion of the Christ ikke, men den er personlig, uafrystelig og flot. Scoret Efter at der havde verseret rygter om adskillige forskellige komponister (herunder James Horner og Lisa Gerrard) valgte Mel Gibson den amerikanske filmkomponist John Debney til at komponere musikken til The Passion of the Christ. Debney er en respekteret, men typecast komponist i Hollywood, og The Passion var en uventet opgave for manden, hvis mest kendte og populære score uden tvivl er den fabelagtige musik til pirat-eventyret Cutthroat Island. Men Debney gik til opgaven med stor entusiasme, og det viste sig gennem interviews at han havde taget filmen lige så personligt som Gibson, da åbenbart også Debney er stærkt troende katolik. Debney gik ligefrem så vidt som i et interview at sige, at Satan selv havde forsøgt at forhindre ham i at komponere musikken! Men åbenbart har Jesus været med filmen (eller i hvert fald John Debney), for scoret blev komponeret færdig og blev ét af sidste års helt store filmmusik-sællerter. Det blev udgivet af Sony i samarbejde med det kristne pladeselskab Integrity Music. Debneys score til The Passion er en spøjs størrelse. Selv om scoret er smukt - ingen tvivl om det - så er det en underlig lytteoplevelse. Der er ikke noget i musikken som sådan, der antyder at man lytter til musikken fra en Jesus-film. Debney har valgt at score filmen med anvendelse af et stort udvalg af diverse etniske instrumenter, herunder den duduk, erhu og diverse andre etniske blæseinstrumenter. Desuden anvender han naturligvis orkester (og masser af den), suppleret af kor, mandlige og kvindelige vokal-solister, samt synthesizere og masser af percussion. I den forbindelse skal det nævnes at den kvindelige solist, der anvendes ofte bliver brugt på samme måde som i de fleste historiske film nu om stunder - det er altså tit den efterhånden obligatoriske klagende kvindestemme, der høres. På The Passion er det Tanya Tsarouska der står for den (samme solist som bl.a. blev brugt på scoret til Troy - både Yareds afviste score og Horners erstatningsscore). Debneys strategi for scoret lader til at have været at forsøge at ramme en lyd, der i filmmusikalsk sammenhæng kan passere for at være "autentisk", også selv om dette naturligvis ikke er tilfældet - selv om der er anvendt autentiske instrumenter ved ingen jo hvordan datidens musik har lydt. Men scoret er på den måde meget etnisk, og meget lidt klassisk Hollywood. Man skal ikke forvente noget grandiøst, nobelt Kristus-tema, et Peter-tema eller et tema for Pontius Pilatus. Selv om der er temaer, så er der ikke mange af dem, og når de endelig dukker op for anden eller tredje gang er det ofte kun små brudstykker af temaet, der anvendes inden Debney er videre igen. En del af scoret lyder desuden meget moderne - især på grund af Debneys udstrakte brug af percussion, hvilket måske kan forekomme lidt mystisk, men ikke desto mindrer skaber det en glimrende stemning og en dramatisk bund i mange af numrene. Meget af musikken består af utematisk underscore, der dog ingenlunde er umelodisk. Der er masser af smukke harmonier, der er ren fløde for øregangene, og i nogle af de følelsesmæssigt vigtigste øjeblikke på scoret går Debney da også i en mere klassisk Hollywood-mode og forkaster mange af (men sjældent alle) de etniske instrumenter til fordel for en mere "almindelig" tilgang, domineret af orkester, evt. med kor og temaer (eller tilløb til temaer) - f.eks. i "Peter Denies Jesus" (nr. 4), "Mary Goes To Jesus" (nr. 9), "Crucifixion" (nr. 11) og "Raising The Cross" (nr. 12). Scoret er overvejende tragisk i sin lyd, hvilket er meget naturligt emnet taget i betragtning, men hist og her er der også en smule mystik/suspense, f.eks. i "The Olive Garden" (nr. 1), og det sidste nummer "Resurrection" (nr. 15) er næsten komisk fordi det nærmest lyder som et action-nummer! Her er der ingen tvivl om, at det er den sejrende Kristus, Jesus Christ Superstar, krigsmanden, He-Man Christ, der vandrer ud af graven til noget nær Media Ventures-toner (det er i øvrigt scorets hovedtema - eller en variation af samme - der høres her). Scoret er konsekvent godt, men der er naturligvis visse højdepunkter. F.eks. det smukke "Bearing The Cross", der byder på en god blanding af alle scorets instrumentale elementer: orkester, stort kor, etniske instrumenter, percussion, soliststemmer osv. "Peter Denies Jesus" (nr. 4) er et andet højdepunkt - et af scorets mest tragiske numre, der byder på en version af hovedtemaet. "Mary Goes To Jesus" (nr. 9) er også et fantastisk nummer, der efter en stille indledning med duduk og dernæst kor i øvrigt domineres af orkester og præsenterer et skønt tema (vel Marias tema). "Crucifixion" (nr. 11), der løber over i "Raising The Cross" (nr. 12) er også begge storslåede og smukke numre. Jeg kan ikke sige noget negativt om Debneys score til The Passion bortset fra, at det er mere anonymt end man kunne have forestillet sig. Det er smukt, derom skal der ikke være nogen tvivl, men på nær de enkelte gange temaerne virkelig fremstår klart og tydeligt er det et meget jævnt flydende score uden de store markante højdepunkter. Dermed mener jeg med andre ord, at der ikke er de store tematiske udbrud, der fortæller at noget stort er sket. Når scoret bliver "stort" (hvilket sker ret ofte) gør Debney det ofte ved at lade orkestret og koret svulme op, og ofte anvender han også percussion til at understrege disse øjeblikke. Alt dette betyder at det er en fabelagtig lytteoplevelse som album, men at man aldrig har indtrykket af at det som sådan er musik til en religiøs film - primært på grund af manglen af temaer, der "lyder" religiøse. Religiøsiteten, som formidlet gennem musikken er mere intim og mere personlig end man kunne forvente af et score, komponeret af en katolsk komponist til en meget katolsk film. Der kan således ikke herske nogen tvivl om, at Debney virkelig har engageret sig i projektet og i musikken, for det er unægtelig meget smukt og meget dybfølt musik hele vejen igennem. Debney har komponeret et glimrende score til en udmærket film, og nu om stunder er det faktisk slet ikke så dårligt! Noget mesterværk er det ikke, og den følelsesmæssige bombe som scoret har været for mange er det ikke for mig - måske fordi filmen efterlod mig temmelig kold, rent følelsesmæssigt. Men godt er scoret helt sikkert, og kan for så vidt anbefales til alle, der holder af smuk, moderne filmmusik. Nummerliste:
* Contains "Night Sky" composed by Jack Lenz/Vocal solo by Tanya Tsarouska ** Traditional *** Composed by John Debney and Jack Lenz **** Composed by John Debney and Shankar and Gingger Noter: CD'ens sleeve indeholder fotos fra filmen og tekniske credits. Udvalgte credits: Music composed by John Debney Lyrics by Lisbeth Scott and John Debney Orchestra Conductor: Nick Ingman Concert Master: Gavyn Wright Choir Master: Terry Edwards Featured Choir: London Voices Orchestrations by Brad Dechter, Mike Watts, Frank Bennett, Jeff Atmajian Aramaic Translations by Father Bill Fulco, Father Michael Bazzi Featured Performers: Ron Allen: Flute Chris Bleth: Duduk and World Winds John Debney: Vocals & Synth Programmer Ahmed El-Eshmer: Vocals Pedro Eustache: World Winds Mel Gibson: Chants & Vocals Shankar and Gingger: Vocals and Double Violin Karen Han: Erhu Jan Hendrickse: Bamboo Flute Shannon Kingsbury: Vocals Aaron Martin: Vocals & Synth Programmer Levon Minassian: Duduk Naser Mousa: Oud Lisbeth Scott: Lyrics and Vocal Coaching Martin Tillman: Electric Cello The Transylvania State Philharmonic Choir: Voices Tanya Tsarouska: Vocal Solos English-language abstract:
|
NAVIGERING
 Forside
Anmeldelser
Komponister
Instrumenter
Features
Nyheder
FAQ
Om sitet
Links
ANDRE MENINGER OM SCORET
Overall, it is the best score you'll ever hear for which you'll wish you didn't know the context of its film. There is nothing loving about this music for Jesus. It is built to impress and oppress with its sheer weight. Sometimes, the result is harsh and abrasive, and rarely is it relaxing or understated. For Debney, it is an effort that he must surely wish had been released just prior to the deadline for Academy Award voting, because it would easily gain a long-overdue Oscar nomination for the composer had it not been released a full year away from the next awards. Structurally, the music isn't quite at Cutthroat Island levels (still his crown jewel to date), but it comes awfully close. Melodramatic, controversial, and explosive, this music's fate rests on the shoulders of its film, for there is no better an example of a score that will sink or float with the fortunes of its film.
**** (Christian Clemmensen, Filmtracks) "It would have been easy, even expected, for the music for such a film as The Passion Of The Christ to have mirrored a Waxman or Rozsa epic orchestral score, but John Debney has created a far more intimate and deeply passionate score, unlike anything that he has produced to date, almost as if he was saving this special talent for the right moment. Whether this is the right moment for the film world will depend on the film’s acceptance, but obviously for John Debney this was the right moment, the right score and it shows. Released at another time of the year this score would undoubtedly have received an Oscar nomination. " **** (Andrew Keech, Music from the Movies) |