 Komponeret af: Ennio Morricone Dirigeret af: Ukendt Orkestrering: Ukendt Fremført af: Ukendt Udgivet: 1982 (CD 1991) Label: Varèse Sarabande - VSD-5278 Anmeldt: 04/12/2006 Lydklip: 1. Humanity (Part 1) (0:45) 6. Eternity (0:30) 8. Humanity (Part 2) (0:49) |
Filmen The Thing er én af de bedste gyserfilm fra 1980'erne og uden tvivl den amerikanske instruktør John Carpenters bedste og mest helstøbte film. Filmen er en nyfilmatisering af den amerikanske science fiction-forfatter John W. Campbell Jr.'s novelle Who Goes There?, der første gang blev filmatiseret i 1951 under titlen The Thing From Another World. Carpenters version er på mange måder mere tro overfor forlægget end den første filmatisering, og det udmønter sig i en intens klaustrofobisk stemning. Filmen foregår på en amerikansk forskningsstation på Antarktis, der bliver infiltreret af et rumvæsen, der er i stand til at imitere alle levende ting. Der går ikke længe før de 12 mænd på stationen ikke ved, hvem de kan stole på, og bliver grebet af paranoia. The Thing tager en simpel præmis og udnytter den til det fuldeste. Carpenter formår med små midler at gøre historien både gribende og intens - og ikke mindst rigtig uhyggelig. Det hele er smukt fotograferet af Dean Cundey og filmen har special-effects, der var banebrydende for sin tid, selv om de måske nok virker en anelse antikverede i dag. Alt i alt er The Thing én af de helt store gysere fra de sidste 25 år, og selv om den ikke blev noget hit da den oprindelig kom ud, har filmen helt fortjent fået en stor fanskare sidenhed, og det er én af den slags film man kan vende tilbage til igen og igen! Scoret Scoret til The Thing er forholdsvis svært at anmelde - af to årsager. For det første fordi meget lidt af den italienske filmmusik-legende Ennio Morricones musik overhovedet blev anvendt i filmen, og for det andet fordi scoret rent musikalsk er svært at formidle et fyldestgørende indtryk af. The Thing var John Carpenters første rigtigt store film - i den forstand, at det var den første film Carpenter lavede indenfor studie-systemet i Hollywood. Måske af samme grund valgte Carpenter en anden approach til filmens musik end han havde gjort i sine hidtidige film, hvor han selv havde komponeret musikken (på Escape From New York dog i samarbejde med komponisten Alan Howarth). Carpenter var opsat på at få Ennio Morricone til at komponere musikken, og fløj endda til Rom for at overtale Morricone, som kunne lide filmen og endte med at acceptere jobbet. Imidlertid gav Carpenter, ifølge Morricone, aldrig udtryk for præcis hvad han havde i tankerne angående filmens musik, så Morricone endte med at komponere en række vidt forskellige ting, som han kunne tage med til Carpenter - og håbe at Carpenter fandt noget han kunne lide. Morricone har siden givet udtryk for en vis grad af utilfredshed med den måde Carpenter brugte hans musik på, for Carpenter valgte den musik, der lød mest som noget han selv kunne have komponeret og brugte primært det igennem filmen. Og meget af Morricones musik blev aldrig anvendt. Til gengæld puttede Morricone næsten al den musik han havde komponeret på album-udgivelsen af filmens score, og netop fordi han havde komponeret en række meget forskellige cues, er albummet også en meget varieret lytteoplevelse. Filmens hovedtema, som var det Morricone refererede til at Carpenter udvalgte, høres i de to cues "Humanity (Part 1)" (nr. 1) og "Humanity (Part 2)" (nr. 8). Der er nærmere tale om et motiv end et egentligt tema, for det består faktisk kun af to noder, bliver gentaget med nogle bagvedliggende og kontinuerligt nedadgående harmonier. I "Pt 1" præsenteres temaet symfonisk, men de fleste vil nok bedre kunne genkende "Part 2", der er orkestreret for synthesizer. I al sin minimalistiske enkelthed er det et usædvanligt effektivt tema, der - på nær anden halvdel af "Part 2", hvor Morricone også introducerer et synthesizet orgel - er neddæmpet og meget udramatisk. Men det har en uafvendelighed over sig, der samtidig med at det er virkelig dystert, gør at det kryber under huden. Selv om Morricone måske var utilfreds med Carpenters brug af hans musik i filmen, så var Carpenters valg af hovedtema godt, for det er passer fantastisk godt til filmens stemning af håbløshed. Hovedparten er scoret er orkestreret for orkester, men man skal ikke forvente nogen almindelig tilgang til materialet. Således består hele "Contamination" (nr. 3) af strygere, der spilles pizzicato (altså hvor strygerinstrumenternes strenge knipses med fingrene). I både "Shape" (nr. 2) og "Bestiality" (nr. 4) udnytter Morricone bas-strygernes laveste registre i kombination med blæsere til at opbygge en intens stemning; i "Bestiality" spiller strygerne en slags manisk motiv, der senere tages op af flere strygere for endelig at blive suppleret med piano og blæsere. "Solitude" (nr. 5) er intelligent konstrueret: efter en længere periode med dissonant score (især orkestreret for strygere, men også med anvendelse af blæsere og piano) kommer musikken pludselig til et fuldt stop. For blot efter kort tid at fortsætte, blot endnu mere pågående. Efter et stykke tid endnu et fuldt stop. Hvorefter musikken fortsætter. Dette sker adskillige gange inden nummeret endelig stopper. Effekten er, at man får en fornemmelse af, at musikken blot fortsætter og fortsætter uden nogensinde at ville stoppe. Og når man tager filmens handling i betragtning er det et genialt greb - "no rest for the wicked". Og titlen "Solitude" giver dette cue sin sidste uhyggelige overtone. "Wait" (nr. 7) og "Despair" (nr. 10) er mere almindeligt konstruerede, og byder heller ikke på nogen besynderlige orkestreringer, men gengæld særdeles effektiv suspense-musik, hvor "Despair" måske er den mest konventionelle af de to. "Wait" har nogle effektive stryger- og blæser-konstruktioner, hvor violinerne ofte befinder sig i de meget høje registre. "Eternity" (nr. 6) og "Sterilization" (nr. 9) er til gengæld synthesizer-tracks, hvor "Eternity" i sin konstruktion fremstår meget som et Carpenter-nummer. Det begynder med en enkelt tone, der gentages, hvorefter flere toner og tonerækker efterhånden lægges ovenpå, og langsomt stiger i volumen. Lidt efter lidt introduceres to synthesizede orgler, der får hele nummerets anden halvdel til at antage nærmest religiøs karakter. Men hele tiden er der underneden et støt synthesizet bas-beat, der nærmest lyder som hjerteslag. Til sidst fades orglerne ud og langsomt forsvinder også de synthesizede toner, hvormed nummeret effektivt set dekonstruerer sig selv! "Sterilization" er et lidt mere konventionelt nummer for synthesizere, hvor der også introduceres endnu et minimalt motiv - det er vel det eneste nummer på scoret, som man med en del god vilje kunne kalde melodisk. Men det er en meget særpræget melodi. På sin egen mærkværdige måde formår scoret fra The Thing trods af de forskellige orkestreringer og mangel på gennemgående tema(er) alligevel at give et overordnet indtryk af sammenhæng. Dette hænger primært sammen med at musikken hele vejen igennem formidler den samme trøstesløse og følelsesmæssigt øde atmosfære (hvilket også afspejles af track-titlerne). Hverken den overordnede minimalistiske stil eller stemning brydes på noget tidspunkt, hvilket binder det hele sammen i en effektiv pakke. Resultatet er et ufattelig effektivt score, der på intet tidspunkt spiller på pludselige chok i form af uventede crescendoer (et ellers normalt anvendt virkemiddel i de fleste horror-scores) eller bryder sit flow med harmoniske cues. Men det beviser bare, at Morricone har indset at The Thing handler mere om stemning end om de stedvise, hårrejsende effekter. Det er ikke et score man kommer i godt humør af at høre, og der er ingen ørehængende temaer man går og fløjter på gaden. På den måde er The Thing, ligesom Howard Shores musik til Seven, et score der måske er svært at elske, men umuligt ikke at beundre for sin kompromisløshed. Nummerliste:
Noter: The Thing udkom på vinyl i USA i 1982. På CD kom albummet på Varèse Sarabande (VSD-5278) i 1991, men har desværre været udsolgt i mange år. |
NAVIGERING
 Forside
Anmeldelser
Komponister
Instrumenter
Features
Nyheder
FAQ
Om sitet
Links
|