 Komponeret af: James Newton Howard Dirigeret af: Pete Anthony Orkestrering: Jeff Atmajian & Brad Dechter Fremført af: Hollywood Studio Symphony Solister: Hilary Hahn og Randy Kerber Udgivet: 2004 Label: Hollywood Records - 5050467-4883-2-8 Anmeldt: 26/09/2004 Lydklip: 1. Noah Visits (0:33) 2. What Are You Asking Me? (0:33) 12. It Is Not Real (0:30) 
Hilary Hahn |
Filmen The Village er M. Night Shyamalans seneste, og dermed ved man også godt at man skal forvente en plot-twist i slutningen af filmen. The Village er ingen undtagelse, men jeg skal ikke afsløre den her. Mange vil utvivlsomt hade Shyamalans twist i The Village, men jeg skal ærligt indrømme at jeg synes meget godt om den. Men nu havde jeg også regnet den ud allerede fra begyndelsen af, og havde således set hele filmen med den forventede (og korrekte) twist i baghovedet (hvilket vitterligt gør, at man ser filmen på en helt anderledes måde). The Village blev promoveret som en overnaturlig thriller og/eller gyser-film, men det er den i virkeligheden ikke. Det er et drama og en kærlighedshistorie, og Shyamalan forråder da også sine thriller- og gyser-elementer langt hen ad vejen for i stedet at koncentrere sig om sit drama. Og thriller-/gyser-elementerne er da også i virkeligheden bare et påskud for at lade dramaet udfolde sig. Det er for så vidt fint, men som tilfældet også var med Signs fra 2000 (Shyamalans forrige film), så betyder det, at filmen sætter sig mellem to stole. Dette medfører to problemer: for det første, at mange biografgængere sikkert føler sig snydt - som nævnt blev filmen stærkt promoveret som en gyserfilm - og for det andet, at filmen bliver underligt skizofren. I Signs var det sidstnævnte et kolossalt problem, der virkede kraftigt imod filmen, men problemet er ikke helt så stort i The Village, hvor det klart er dramaet der er i fokus. Ikke desto mindre kunne man ønske sig, at Shyamalan ville vælge og enten lave en rendyrket thriller eller horrorfilm eller omvendt, lave et rendyrket drama. I både Signs og The Village har han vist, at han er i stand til at skrive gode dramaer med væsentlige eksistensielle temaer, og jeg tror det er på tide at Shyamalan indser, at folks langmodighed med hans forkærlighed for plot-twists efterhånden kan ligge på et meget lille sted. The Village er en billedskøn film med gode skuespilpræstationer og en smuk kærlighedshistorie i centrum. Hvis dog blot monstrene havde været skrevet ud! Scoret Lige så vel, som filmen ikke er en egentlig gyserfilm, så er musikken det heller ikke. Bevares, der er da et par chokeffekter (i øvrigt højst effektive skulle jeg hilse at sige!), men hovedparten af scoret består af ualmindelig smuk underscore uden de store temaer. Der er temaer, men de er subtile og smukt indarbejdet i den ofte komplekse musik. James Newton Howards musik er baseret på to ting: dels den kun 24-årige Hilary Hahns fantastiske violonsoli og dels Randy Kerbers piano-soli. Af de to er det dog Hahns violin, der dominerer, og hun er med på næsten alle numrene. Foruden disse to solister og fuldt symfoniorkester, benytter Howard sig også af synthesizer, især i de mere uhyggelige dele af scoret, hvor synthesizeren bl.a. bruges til at skabe nogle meget dyriske, uhyggelige lyde, der selvfølgelig refererer til de mystiske væsner, der bor i skovene omkring det lille isolerede samfund. En anden filmmusik-anmelder har kaldt The Village for et efterårs-score, og det er ikke forkert. James Newton Howard har i sin musik til perfektion indfanget den efterårsstemning, der også gennemsyrer filmen. Samtidig har han formået samtidig at give musikken en stemning, der reflekterer den periode filmens karakterer lever i, ligesom den også er meget landlig - på en god måde. Man kan næsten lugte mulden og de nedfaldne blade i efterårs-skoven - det er aldeles fremragende! Scoret har en håndfuld temaer og/eller motiver. Det første høres i anden halvdel af det første nummer, "Noah Visits", hvor Hilary Hahns solo-violin ligger over nogle stigende og faldende stryger-bevægelser. Det er ikke så meget et tema, som det er et motiv, men det går igen mange gange på scoret, og kommer til at stå som en art gennemgående tema. Dette til trods er scorets egentlige hovedtema - i hvert fald scorets mest artikulerede tema - det, man hører i begyndelsen af "What Are You Asking Me?" (nr. 2), hvor Hilary Hahn og Randy Kerber fremfører temaet sammen. Det er et simpelt, men smukt og længselsfuldt, romantisk tema. Et tredje tema høres første gang i anden del af den voldsomme "Those We Don't Speak Of" (nr. 4), hvor den fremføres af strygerne, mens soloviolinen ligger ovenpå. Det er et simpelt, og på samme tid lidt trist og alligevel nærmest heroisk tema, bestående af en faldende skala. Men selv om The Village dermed på ingen måde er utematisk, så er det et score, hvor temaerne ikke springer i ørerne. Temaerne er vævet ind i den smukke og meget klassisk-orienterede underscore, der udgør hovedparten af musikken. Temaerne og motiverne er der, og de hjælper med at give musikken fokus. Der er aldrig tale om, at det blot er ustruktureret underscore, der er på vej i alle og ingen retninger på samme tid. Tværtimod. Mens hovedparten af musikken er meget smuk underscore, så afspejler musikken selvfølgelig også sine steder de elementer af thriller/gyser som Shyamalan har lagt ind i sin film. "Those We Don't Speak Of" starter voldsomt med høj percussion, går over i dissonant underscore, for snart at sætte ind med en voldsom percussion-rytme samtidig med at dissonansen fortsætter og vinder i lydstyrke. Senere går nummeret over i det tidligere omtalte smukke tema. Men begyndelsen er meget truende, ekstremt effektivt og meget flot fordi det på ingen måde blot forfalder til at blive traditionel kaotisk horror-musik. Det samme gælder for "It Is Not Real" (nr. 12), der starter med den voldsomme percussion-rytme, og med endnu flere voldsomme dissonante og atonale effekter. "The Forbidden Line" (nr. 10) er i modsætning til de netop omtalte numre mere afdæmpet horror-materiale, der ud over at være skabe en uhyggelig og truende stemning også formidler den mystik, der omgærder de mystiske væsner i skoven. The Village er et imponerende godt score, der perfekt fortæller filmens historie musikalsk. Det formidler og afspejler alle elementer af filmen: tiden, den landlige setting, det lille samfund, romancen, mystikken og de få ægte uhyggelige passager. Måden det er gjort på er elegant og smuk, og der er ingen tvivl om, at The Village er Newton Howards bedste score til en M. Night Shyamalan-film, ligesom det nok bare er ét af hans bedste scores generelt. Musikkens stærke forankring i Hilary Hahns og Randy Kerbers fremragende soli giver musikken et stærkt klassisk præg, der sagtens kunne appellere til folk, der ikke normalt lytter til filmmusik. Newton Howard er langsomt men sikkert ved at etablere sig som en af filmbyens absolut bedste komponister! Mer! Mer! Nummerliste:
Noter: CD'ens sleeve indeholder still-fotos fra filmen (i farver), credits samt en liste over alle medvirkende musikere. Detaljer: Music Composed by James Newton Howard Hilary Hahn is an exclusive recording artist of Deutsche Grammophon GmbH Produced by James Newton Howard Score Recorded and Mixed by Shawn Murphy Orchestrations by Jeff Atmajian & Brad Dechter Orchestra Conducted by Pete Anthony Electronic Score Produced by James T. Hill Music Contractor: Sandy DeCrescent Score Recorded at Sony Scoring Stage Score Mixed at Todd Scoring Stage Music Preparation by Mark Graham, JoAnn Kane Music |
NAVIGERING
 Forside
Anmeldelser
Komponister
Instrumenter
Features
Nyheder
FAQ
Om sitet
Links
ANDRE MENINGER OM SCORET
"The Village is a fine score, one of the best dramatic scores of the year so far. Howard displays a level of maturity and assurance which is always likely to produce good music and this fourth score for Shyamalan is the best of the lot."**** (James Southall, Movie Wave) "Some might argue that, like his score to Signs, The Village is a touch samey at times, but that's more down to the strong tone than it actually being repetitive. It's the kind of music that just carries the listener along and, importantly for a soundtrack album, functions supremely well as a stand alone experience. Another chance for James Newton Howard to demonstrate yet another side to his musical personality, here's hoping he continues scoring a diverse range of films and in such splendid fashion." **** (Tom Daish, Soundtrack Express) |