Gabriel Yared Wolfgang Petersen James Horner The Trouble With Troy - Om afviste scores og Gabriel Yareds Troy Afviste scores I filmverdenen sker det af og til, at producenterne bag en film "afviser" et score. Som oftest sker det fordi instruktøren eller producenten ikke føler at musikken passer til filmen, hvorfor de vælger at fritstille komponisten og hyre en anden. Et score kan blive afvist i stort set alle faser af processen. Nogle gange sker det måske allerede inden komponisten for alvor har nået at komponere noget, og hvor instruktør og komponist opdager at deres opfattelser er for divergerende til, at samarbejdet ville kunne fungere. Andre gange sker det efter at komponisten har afleveret nogle demoer, der demonstrerer hvad han eller hun har forestillet sig musikken skulle lyde som. Og endelig sker det desværre ikke så sjældent, at et score bliver afvist meget senere i processen: hvor komponisten både har nået at komponere scoret, og indspillet en del, eller måske endda meget af scoret. I de tilfælde, hvor et score bliver afvist meget sent i processen kan det naturligvis være trist for komponisten, hvis han eller hun har lagt meget arbejde i scoret (se den aktuelle sag med Gabriel Yareds musik til Troy lidt længere nede), men det kan også ende med at blive problematisk for filmen. Oftest bliver filmmusikken jo til ret sent i processen, efter at filmen er "locked" (dvs. efter at den er færdig-klippet, men hvor resten af post-production arbejdet til tider stadig pågår), så der er oftest ikke en lang periode mellem at scoret bliver afleveret til det endelige mix-arbejde og til filmen skal have premiere. Når et score derfor bliver afvist så sent i processen betyder det, at den komponist, der bliver hyret til at komponere et nyt score oftest arbejder under et betydeligt tidspres, hvilket selvsagt kan have indflydelse på scorets kvalitet. Når det sker, at scores bliver afvist så sent i processen, kan der ske adskillige ting med det originale (afviste) score. Nogle gange bliver det rent faktisk udgivet, andre gange får komponisten lov til at anvende det som en promotion-skive, nogle gange siver scoret ud og ender det på det sorte marked som pirat-udgivelser, og endelig kan det naturligvis også ende med at samle støv på hylderne i årevis inden det - måske - bliver udgivet. Sagen er nemlig den, at filmstudierne i langt de fleste tilfælde ejer rettighederne til musikken, også selv om de selv har afvist den. For det er jo selskabet, der har betalt for musikken - både komponistens lønning og udgifterne til orkester, indspilningsfaciliteter, den videre produktion af musikken osv. Og siden de har rettighederne er det kun hvis filmselskabet indvilger i at et afvist score kan blive udgivet, at det sker. Heldigvis sker det af og til (omend det naturligvis mere er undtagelsen end reglen), for selv om det naturligvis altid er trist for en komponist at få afvist et score, så er det for filmmusik-entusiaster oftest interessant at høre det afviste score - dels fordi det er interessant at finde ud af, om der var en god grund til at det blev afvist, og dels også fordi det altid er spændende at høre to forskellige vinkler på det samme materiale. Det svarer jo lidt til diskussioner såsom "Gad vide, hvordan det havde lydt, hvis komponist X havde komponeret musikken til film Y i stedet for komponist Z" eller lignende fabuleringer. Kun i de tilfælde, hvor et score bliver afvist, og senere bliver tilgængeligt, kan man rent faktisk føre denne diskussion ud i livet. Det er faktisk ikke så få scores, der bliver afvist. Det sker hvert år, og det er igennem tiden sket for mange komponister - selv de helt store. John Williams hævder, at ingen af hans scores nogensinde er blevet afvist, men rygterne vil vide, at han havde nogle afviste scores tidligt i sin karriere. Og selv en legende som Jerry Goldsmith måtte lide den tort at få afvist nogle få scores - faktisk blev Goldsmiths næstsidste score, til Richard Donners actionfilm Timeline, afvist, hvilket nok er den næstmest omdiskuterede afvisning inden for de sidste 5-10 år. Det er altså bestemt ikke en unik situation, når et score bliver afvist og det kan ske for selv de helt store komponister. Interessant nok er antallet af afviste scores steget kraftigt i slutningen af firserne og op gennem halvfemserne. De tre år med flest afviste scores er således 1998 (15 afviste), 1997 (13 afviste) og 2002 (12 afviste). Første gang hele 10 scores blev afvist var i 1988. Dog var der også i 1960'erne år med mange afviste scores - dog maksimalt 8 afviste scores (1961), mens det højeste antal afviste scores på et år i 1970'erne var 6 (det skete til gengæld både i 1970, 1971 og 1979) (alle disse data stammer fra Justin Boggans hjemmeside, se nedenfor). Hvorfor antallet af afviste scores er steget på den måde er svært at afgøre, men meget tyder på at producenterne er blevet meget mere opmærksomme på hvilken lyd, de ønsker i deres film. Musik er inden for de sidste 10-15 år i langt højere grad end tidligere blevet en del af filmenes markedsføring. Filmmusik (uanset om det handler om score eller source-musiknumre) har altid været en del af filmenes markedsføring, men er blevet det i langt højere grad op gennem 1990'erne end tidligere. Det er da også typisk at der bliver produceret mange soundtrack-albums bestående udelukkende af pop/rock-musik, der høres (mere eller mindre) i filmen. Ofte udkommer der sideløbende et album med filmens score, men det er ikke altid tilfældet. Og i nogle tilfælde ønsker producenterne at klistre et pop- eller rocknummer med en kendt kunstner hen over filmens rulletekster. Så kan de nemlig putte dette nummer på albummet med filmens score for dermed at fremme salget. F.eks. er der næppe nogen tvivl om, at den eneste grund til at James Horners score til Titanic solgte så godt som det gjorde var på grund af Celine Dions My Heart Will Go On. Dette besvarer naturligvis ikke, hvorfor hele scores bliver afvist, som f.eks. Yareds Troy - producenterne kunne jo bare have fået et popnummer klistret på filmens rulletekster under alle omstændigheder og dermed håbet at sælge flere albums. Nej i dette tilfælde handler det ikke om musiksalget, men om filmens popularitet. Det handler snarere om, at producenterne ønsker at filmens score skal have en lyd, der er familiær og genkendelig for det brede filmpublikum og som ikke er for fremmedartet eller på anden vis får publikum til at reagere i mindste grad negativt. Så der kan næppe være nogen tvivl om, at filmkomponisterne i Hollywood ofte bliver holdt i meget kort snor af bagmændene, hvilket jo unægtelig lægger barrierer i vejen for komponisternes frie kunstneriske udfoldelse. På Justin Boggans hjemmeside Rejected Film Scores er der en meget gennemarbejdet liste over afviste scores igennem tiden, og listen bliver hele tiden opdateret, også med ny viden og/eller rygter om ældre scores - ikke kun nye. Om Troy Den nok mest omdiskuterede afvisning af et score fandt sted i 2004 i forbindelse med Wolfgang Petersens storfilm Troy, baseret (mere eller mindre) på Homers Iliaden om den trojanske krig. Da det blev kendt, at Petersen havde hyret Gabriel Yared til at komponere musikken var de fleste filmmusik-entusiaster skeptiske på forhånd. Yared havde ikke tidligere komponeret musik til den type film, og mange mente ikke at han magtede opgaven (i øvrigt en interessant parallel til reaktionen på, at Howard Shore skulle komponere musikken til Ringenes Herre). Yared offentliggjorde, efter at scoret var blevet afvist, en meddelelse på sin hjemmeside, hvor han redegjorde for handlingsforløbet. Følgende beretning er overvejende baseret på Yareds meddelelse, der i øvrigt kan læses på Justin Boggans ovennævnte hjemmeside Rejected Film Scores. Yared blev hyret af Wolfgang Petersen i marts 2003, og begyndte i april at arbejde med source-musikken, idet det skulle bruges under indspilningen af filmen. Efter en længere periode med overvejelser om scorets temaer, struktur osv. begyndte Yared senere på året at komponere selve scoret, bl.a. med anvendelse af nogle af de elementer, han havde anvendt i source-musikken - herunder det bulgarske kor og den makedonske sangerinde Tanka Tzarovska (der, underligt nok, også medvirkede på James Horners erstatnings-score). I november 2003 producerede Yared en detaljeret demo, fuldt orkestreret med orkester, kor, percussion osv., der blev modtaget rigtig godt af Wolfgang Petersen. De få kritikpunkter Petersen havde, blev naturligvis rettet af Yared eftersom Petersen kom med dem. Fra den 14. februar 2004 og tre uger frem blev scoret indspillet i Abbey Road Studios i London, hvor Petersen også var til stede under de fleste af indspilningerne. Ifølge Yareds meddelelse var Petersen så vild med musikken, at han bad om at få lov til at måtte bruge de foreløbige mix af scoret som erstatning for temp-musikken i test-versionen af filmen. Yared gav Petersen lov på den betingelse at han huskede at det stadig var work-in-progress og slet ikke færdigmixet endnu. Den 10. marts 2004 fandt den berygtede test-visning så sted, med det resultat at testpublikummet kaldte Yareds score overvældende og for stort, gammeldags og at det fik filmen til at føles gammeldags. Efter denne test-visning blev Yared fyret, på baggrund af midlertidige mix og uden at han fik chancen for at rette op på nogle af de ting, han var blevet beskyldt for at have gjort forkert. I stedet valgte producenterne (Warner Bros.) at hyre en anden komponist til at komponere et helt nyt score til filmen, hvilket skulle ske på rekordtid, da filmen skulle have premiere den 14. maj. Som erstatning for Gabriel Yared hyrede producenterne James Horner, der tidligere havde samarbejdet med Wolfgang Petersen på The Perfect Storm. Yared hævder at studiet allerede havde haft møder med andre komponister inden han havde mulighed for at tale med Petersen personligt, så ud fra Yareds beskrivelse af handlingsforløbet lader det til, at beslutningen om at fyre Yared blev taget hen over hovedet på Petersen, som Yared ellers lader til at have haft et glimrende samarbejde med. Yareds beslutning om at offentliggøre sin meddelelse på sit website er usædvanlig, og man kan diskutere om det var klogt af ham, rent karrieremæssigt. Ikke desto mindre har det været med til, for Yareds fans og de mange, der blot var forundrede over hele sagen, at opklare mange uklare punkter og at mane diverse rygter i jorden. I øvrigt blev det for nyligt offentliggjort, at Yared har skiftet agent fra First Artists Entertainment til Evolution Music Partners - muligvis en udløber af hele sagen omkring Troy. En af årsagerne til at Yared valgte at publicere meddelelsen hang måske også sammen med hans store arbejdsindsats på scoret og den efterfølgende store skuffelse, da producenterne så pludselig valgte at fyre ham uden at give ham en chance for at rette op på de påståede problemer. Det fremgår klart af Yareds meddelelse, at han anser Troy for sit bedste score nogensinde, og han er tydeligvis overordentlig stolt af det. Det forstår man imidlertid godt, for det har han bestemt også grund til at være. James Horner havde i sidste ende under fjorten dage til at komponere sit erstatningsscore, og under omstændighederne må man sige, at Horner gjorde et godt stykke arbejde. Mange er imidlertid uenige med mig om dette, og meget af diskussionen i forbindelse med Horners score blev brugt lige så meget på at svine James Horner til, som på at beklage at Yareds musik var blevet afvist - en ventet, men beklagelig, holdning. Horner er i de senere år blevet én af de mest udskældte filmkomponister (især pga. hans påståede selv-plagiering), og mange kanaliserede deres skuffelse over, at Yareds score blev droppet over i en Horner-hetz, der imidlertid var og er ganske uanstændig - især taget i betragtning af, at Horners score, alt andet lige, er godt i sig selv, og da især taget i betragtning af den korte tid han havde til at komponere det. Skuffelsen over Horners score blev da også forstærket kraftigt efter at Yared gjorde lydklip fra sit score tilgængeligt på sit website (de er senere blevet taget ned igen). Det blev nemlig da klart, at uanset hvor godt Horners score er, så var Yareds langt bedre, og efter at promotion-CD'en af Yareds score (de ca. 80 minutter som var færdigmixede da Yared blev fyret) også blev lækket, blev det endnu mere tydeligt at producenterne havde begået en meget stor brøler. Om Yareds score på et eller andet tidspunkt bliver udgivet er uvist, men hvis det sker bliver det nok ikke foreløbigt. Der har formentlig være for meget polemik omkring musikken til at Warner har lyst til at lade det udgive foreløbig - især fordi det jo ville være en indirekte erkendelse af, at de begik en stor fejl (for man udgiver vel ikke noget, som man ikke mener, var godt nok til en film med et budget i omegnen af 185 millioner dollars?). Der findes imidlertid en online-underskriftsindsamling (en såkaldt petition) for at få Yareds score udgivet. Den kan man gå ind og underskrive på følgende adresse: http://www.petitiononline.com/gyared/petition.html. Imidlertid er det mere end tvivlsomt om sådanne fan-baserede initiativer medfører noget som helst. Så indtil bølgerne har lagt sig må vi nok tage til takke med mp3-filerne og bevidstheden om, at Yareds musik formentlig kunne have vundet en Oscar, hvis ikke der havde siddet nogle pengemænd i Hollywood, der lod sig skræmme af en enkelt test-visning. Relevante links: Rejected filmscores Justin Boggans hjemmeside med masser af information om afviste filmscores. Her kan bl.a. læses Gabriel Yareds meddelelse, som oprindelig blev offentliggjort på Yareds egen hjemmeside, men siden er blevet taget ned igen. www.gabrielyared.com Gabriel Yareds hjemmeside. http://www.petitiononline.com/gyared/petition.html Online-underskriftsindsamling for at få Warner Bros. til at udgive Gabriel Yareds ubrugte score til Troy. Music from the Movies' nyhedsartikel om Gabriel Yareds agentskifte. Minibiografi af James Horner her på Soundscape Minibiografi af Jerry Goldsmith her på Soundscape Minibiografi af Brian Tyler her på Soundscape Anmeldelse af Brian Tylers erstatningsscore til Timeline her på Soundscape Anmeldelse af Jerry Goldsmiths originale score til Timeline her på Soundscape NAVIGERING Forside Anmeldelser Komponister Instrumenter Features Nyheder FAQ Om sitet Links