|
|
Duduk
Duduk'en stammer fra Armenien og er et dobbeltrørblads-blæseinstrument, der er beslægtet med klarinetten og oboen. Duduk'ens historie hævdes at gå mindst 1500 år tilbage, og instrumentet er udviklet i Armenien, hvor instrumentet er en fast bestanddel i folkemusikken. Fra Armenien har varianter af duduk'en bredt sig til de omkringliggende regioner og via Silkevejen helt til Asien. Beslægtede instrumenter tæller bl.a. den georgiske dudki, den iranske og irakiske balaban, den tyrkiske mey, den kurdiske qarnata og den Azerbadjanske balamam. I Asien nedstammer den koreanske piri, den kinesiske gaunzi og den japanske hichiriki fra duduk'en.
Duduk'en består af et hult rør med et antal fingerhuller (ofte otte) på oversiden og et tommelfingerhul underneden. Duduk'ens skala er diatonisk, men kromatiske toner kan skabes ved delvist at dække fingerhullerne. Registret er én oktav og lyden er varm og blød og beskrives af nogle som let nasal i klangfarven. I traditionelle sammenhænge i Armenien spilles den altid sammen med en anden duduk, kaldet en "dam", der holder en konstant baggrundstone.
Indenfor filmmusikken blev duduk'en introduceret via Peter Gabriels score til Martin Scorseses The Last Temptation of Christ (1988) og to år senere dukkede instrumentet op igen, da Goldsmith anvendte det på sit score til The Russia House (1990). Især i de senere år er duduk'en blevet et meget populært instrument i filmmusikken, især som etnisk signaturinstrument. Hans Zimmer anvendte den i udstrakt grad på sit score til Gladiator (2000) og John Debney brugte den også meget på sit score til The Passion of the Christ (2004).
Som etnisk signaturinstrument er anvendelsen af duduk'en i filmmusik efterhånden ved at være en kliché, men i visse film (som f.eks. The Passion er anvendelsen naturligvis forståelig). Desuden kan duduk'en være effektiv og smuk når den anvendes i anden musikalsk kontekst end lige en mellemøstlig/etnisk lyd, hvilket f.eks. blev bevist med Elia Cmirals score til Ronin (1998), hvor duduk'en er ganske fremtrædende selv om scoret i øvrigt er ganske almindeligt og "vesteuropæisk".
Lydklip:
Duduk'en anvendt på Elia Cmirals score til Ronin
Kilder:
AZSA.com
Garni.com
Wikipedia.org
|
|
NAVIGERING

Forside
Anmeldelser
Komponister
Instrumenter
Features
Nyheder
FAQ
Om sitet
Links
|