



|
|
26. januar 2005: Oscarnomineringerne offentliggjort
Nomineringerne til årets Academy Awards (Oscars) blev offentliggjort i går.
Nomineringerne i kategorien "Music (Score)" bød på et par overraskelser (eller i hvert fald en enkelt). De nominerede er:
Finding Neverland - Jan A.P. Kaczmarek
Harry Potter and the Prisoner of Azkaban - John Williams
Lemony Snicket's A Series of Unfortunate Events - Thomas Newman
The Passion of the Christ - John Debney
The Village - James Newton Howard
Den største overraskelse er vel, at Williams blev nomineret for sit tredje Harry Potter-score i stedet for den forventede The Terminal. Selv om Azkaban utvivlsomt var et af de bedste scores fra 2004, så er det tvivlsomt at Williams vinder. Nomineringen for Harry Potter and the Prisoner of Azkaban markerer John Williams' 43. Oscar-nominering (!).
Derudover kan det overraske at Thomas Newman er blevet nomineret, idet hans score til Lemony Snicket's A Series of Unfortunate Events ikke betragtes som et af hans bedste (de fleste havde gerne set Newman vinde for Finding Nemo sidste år). Jeg har imidlertid ikke hørt det, så jeg skal undlade at give mit besyv med her.
Endvidere har det overrasket nogen, at James Newton Howard er blevet nomineret for musikken til The Village. Det forstår jeg til gengæld godt, for det er absolut et af sidste års fineste scores, også selv om de fleste ikke spår Howard en chance for at vinde.
Ingen i filmmusik-kredse er blevet overrasket over den polske komponist Jan A.P. Kaczmareks nominering for musikken til Finding Neverland, da der generelt er enighed om at det er et af sidste års bedste scores - jeg skal undlade at kommentere, da jeg ikke har hørt det endnu.
Der er heller ikke mange, der er overrasket over John Debneys nominering for musikken til Mel Gibsons brutale film om Jesu sidste timer, The Passion of the Christ. Musikken fra The Passion er god, men det er måske ikke ligefrem Oscar-materiale.
En del har været overraskede over, at Michael Giacchino ikke blev nomineret for sit score til Pixars The Incredibles, men der må jeg erklære mig uenig. Selv om Giacchino komponerede et fint score, så læner The Incredibles sig langt hen ad vejen op ad forbilleder, især John Barry, og det havde overrasket mig en del, hvis det var blevet nomineret.
Af de nominerede har jeg, som nævnt, kun hørt de tre: Harry Potter and the Prisoner of Azkaban, The Village og The Passion of the Christ. Uden at skulle dømme de to andre nominerede uden at have hørt dem, må jeg sige at jeg håber - mod forventning - at James Newton Howard vinder, men det mest realistiske er formodentlig at Oscaren går til Jan A.P. Kaczmarek. Min liste over vinderne, efter sandsynlighed, er:
Finding Neverland - Jan A.P. Kaczmarek
The Passion of the Christ - John Debney
Lemony Snicket's A Series of Unfortunate Events - Thomas Newman
The Village - James Newton Howard
Harry Potter and the Prisoner of Azkaban - John Williams
Jeg tvivler stærkt på, at akademiet giver Williams en Oscar for Harry Potter. Dels fordi Williams har vunder så mange gange tidligere, og fordi Harry Potter and the Prisoner of Azkaban alt andet lige er et af de lettere Williams-scores. Det seneste score Williams vandt for var Schindler's List fra 1993, og det er formodentlig for et dramatisk score at Williams får sin næste Oscar. Nomineret bliver han med garanti næste år, da det næsten er en naturlov at Williams bliver nomineret.
The Village har som nævnt næppe heller store vinderchancer. Ikke på grund af scorets kvalitet, for det er top, men nærmere fordi filmen blev kritisk dårligt modtaget, og den er da også kun nomineret i denne ene kategori. Det er dog blevet nomineret, hvilket næsten er mere utroligt end hvis det skulle gå hen og vinde, så man kan jo altid håbe på at miraklet sker og Newton Howard får sin Oscar.
Lemony Snicket's A Series of Unfortunate Events er nomineringernes ægte dark horse. Thomas Newman er vellidt i Hollywood og har tidligere været nomineret uden at vinde (ligesom i øvrigt James Newton Howard), og akademiet er kendt for af og til at give Oscars, der mere har at gøre med at den nominerede tidligere er blevet "snydt" end det er pga. den aktuelle nominerings iboende kvalitet. Hvis der falder en trøste-Oscar går den nærmere til Thomas Newman end til Newton Howard.
The Passion of the Christ har en stærk vinderchance alene pga. scorets enorme succes - det er et af de bedstsælgende score-albums nogensinde. Så vidt jeg ved har det nu solgt flere eksemplarer end James Horners Titanic, alene fordi det blev ekstremt populær blandt filmens ultra-kristne tilhængere. Blandt filmmusik-entusiaster er scorets anseelse so-so - selv om det betragtes som ret godt, mener de fleste at det er lidt for forudsigeligt. Imidlertid kunne scorets enorme succes, kombineret med det faktum at også John Debney er vellidt i filmmiljøet godt afføde en Oscar til ham - også en mulig trøste-Oscar idet Debney tidligere har komponeret fremragende filmmusik, der er blevet overset ved Oscar-uddelingerne og -nomineringerne (hvem sagde Cutthroat Island?).
Finding Neverland står imidlertid højest på langt de flestes liste over sandsynlige vindere - filmen er blevet en stor succes og scoret har nydt enorm anerkendelse blandt filmmusikentusiaster. Dette er dog langt fra ensbetydende med, at den vinder for bedste score, men musikken er (så vidt jeg har kunnet læse mig til og ud fra de lydklip jeg har hørt) rigtig smuk og feel-good agtig, hvilket akademiet godt kan lide. Filmen er da også den anden mest nominerede med i alt 7 nomineringer (The Aviator er nomineret i 11 kategorier), heriblandt er Johnny Depp nomineret som "Best Actor" - man kan kun håbe han får den!
Det bliver spændende at se, hvordan det går når de gyldne statuetter bliver uddelt. Det sker (dansk tid) natten melem søndag den 27. og mandag den 28. februar.
Den komplette liste over nominerede kan findes på Oscars hjemmeside: www.oscar.com.
Kilde: Oscar.com
|
|
NAVIGERING

Forside
Anmeldelser
Komponister
Instrumenter
Features
Nyheder
FAQ
Om sitet
Links
|